De Danske Skove

216 drægtig arbeide paa at presse den sidste Livsdraabe af den mægtige Eg. I en Menneskealder har Godsets Bestyrer, naar han var til Udvisning, seel, hvorledes de unge Bøge, naar de vare komne i 30 Aars Alderen, ødelagde Noget af Egen. Hver Mai udskød der fra Bøgene nye Grene, der optoge en Del Lysstraaler, som derved forhindredes fra at komme nogle Egekviste tilgode; disse holdt derfor snart op al, grøn- nes og hentørredes,, og hvert Aar trængte Døden høiere op i Træet, Grenene bleve tørre og brak af, og alene Toppen er endnu grøn. Den vil være død om faa Aar, naar ikke Skovrideren kommer den til Hjælp ved at borttage den farlige Bøgeopvæxt og derved frelser, hvad der endnu er at frelse. 1 tre Aar- hundreder har den gamle Eg voxel frodig og havt det godt; den liar oplevet de for Beboerne sørgelige Perioder, da Sko- ven var saa medtagen af Kvæget, at den neppe kunde levere del nødvendige Brændsel til Herregaarden. Det var Egens gode Tid; Grasplellerne og Kvægslierne snoede sig den Gang imellem Trægrupperne; Kvæget græssede ved Træets Rod og umuliggjorde, al de paatrængende fatale Bøge voxede op omkring den. 1801 blev Skoven lyst i Ered og Kvæget dre- vet ud, snart efter mylrede de langsomt voxende Bøge frem i enhver Lysning; først undertrykkedes Græsset, saa al Jord- bunden blev bar, dernæst dannedes en Underskov, som ikke kunde være andet end til Behag for Egen, da den skjærmede om Egeslammerne og ved Løvfaldet gav den kraftig Næring. Men da den unge Bøgeskov havde opnaaet en Alder af 30 Aar. blev dens Væxt besværlig for Egen. I den forhen aabne Skov blev der nu trangt og mørkt, og Egens Grene, der ikke kunne savne Lyset, henblegnede. Fra alle Danmarks Skovegne kan man samle Vidnesbyrd om, hvorledes Egen maa vige for Bøgen. I de Skove, som