De Danske Skove

218 talte den Anskuelse, var der kun Faa, som gave den Medhold; hvor overensstemmende med Virkeligheden denne Mening end var, og hvor let det er i enhver Skovegn at finde Stof til at overbevise sig om Rigtigheden heraf, var der dog Mange, som troede, at en Fortrængen af Egen ved Bøgen var lokal og enkeltstaaende, idet man ikke kunde (inde sig tilrette i den Anskuelse, at Bøgen skuide være stærkere end Egen. Men senere ere de Allerfleste, som med nogen Opmærksomhed have betragtet Forholdet, komne til den Anskuelse, som oven- for er udtalt fra Langeland, og det er sjeldent at træffe paa afvigende Meninger. Disse ere ofte dannede ved Betragtning af ejendommelige Forhold, som mange Gange kunne være meget belærende, da man deraf erfarer, hvilke de naturlige Tilstande ere, som skade Bøgen, men ikke Egen. Ja Nogle gaae endog saavidt, at de paastaae, at der er Skove, livor Egen undertrykker Bøgen, og oplyse det ved Exernpler, som ogsaa tilsyneladende give denne Anskuelse Medhold. Det er naturligvis en Misforstaaeise, at Egen nogensteds kan under- trykke Bøgen. Derimod kunne Naturforholdene være saa- ledes, at Bøgens Væxt derved vanskeliggjøres, eller at den gaaer ud, hvorved Egen, som befries fra dette Naboskab, bliver ene- berskende og saaledes tilsyneladende har fortrængt Bøgen, skjøndt del i Virkeligheden er de naturlige Forhold, navnlig Jordens Fugtighed og Vinden, som have trykket den.