De Danske Skove

5 sig skildre? Mange Fremtoninger i Træernes Liv og indbyrdes Forhold, som hidtil have været upaaagtede, fremtræde saa tydelig, at de ei kunne oversees. Da der for nogle Aar siden blev sägt, at Egen fortrængtes af Bøgen i de danske Skove, var denne Paastand for de allerfleste Skovdyr- kere saa ny, at mange ikke vilde indrømme Sandheden deraf. Nu have de Samme vænnet sig dertil og undre sig kun over, at dette Forhold er blevet overseet saa længe, da det dog altid maa have været saaledes; dette er imidlertid ikke ganske overensstemmende med Sandheden, thi det er først i vore Dage, at de gamle Eges Undertrykkelse af den unge Bøge- skov fremtræder i et stort Omfang. Ellemoserne, som i Aarhundreder havde glædet sig ved det bedste Velbefindende, ere paa Øerne bievne hjemsøgte af en saadan Svagelighed og Dødelighed, at Lolland, hvis Herregaarde før vare stolle af deres Ellemoser som de bedste Dyrestader, nu neppe kan frembringe Elleved til et Par Træsko. 1 Modsætning dertil griber Asken om sig og nedsætter sig paa de gamle Eile- trunter. Espen, som før var almindelig i Lysningerne i Sko- ven, bliver nu med hver Dag sjeldnere. Men hvad det Mær- keligste er, Bevoxningen har i de frugtbareste Skove opnaaet en Tæthed, som man ikke skulde troe var mulig paa den danske Jordbund og under det danske Klima. I forrige Aar- hundrede var Skoven saa aaben, at man kunde see deri- gjennem. 1757 udtales den Dom over Skovene, at de ere dels ganske ophugne og øde dels saa tynde og nær ved Undergang, at Ingen uden Græmmelse kan tænke derpaa. Alle Datidens Forfattere beklage Skovenes Tyndhed og Græssets store Udstrækning i samme. Nu derimod fylder den unge Bøge- skov alle Tomter, og Græsset forsvinder. I Fortidens Skove vilde Godsejerne nødig hugge, Nutidens Bøgeskove trænge næsten altid