De Danske Skove

til Gjennemliugning. I de gamle Godseieres Liv mødes de tvende, Fortidens og Nutidens, modsatte Anskuelser, deres Fædre have indpræntet dem som det eneste Middel til at be- vare Skoven, deres største Herlighed, at de endelig tnaae omgaaes varsomt dermed og navnlig ikke lage de gamle kraftige frugtbare Træer, men lade sig nøie med Bønnestagerne og Vindfælderne; thi det var saa vanskeligt at erstatte de gamle Træer: tog man dem bort, kom der ofte ingen igjen. At hugge Træerne for at sælge Vedet, sømmede sig kun for Proprietairer og Eiendomsspekulanter; Skoven skulde alene tilfredsstille Godseierens, lians Tjeneres og hans Bønders For- nødenheder. Nu kommer den unge Skovrider og fortæller Eieren, at hans Skove lide af et Onde, som Fædrene aldrig have hørt omtale. Der er formange Træer i Skoven, de staae saa læt, at de fordærve hverandre, der skal hugges tusinde Favne, hvor man før ikke tog hundrede Favne, og de gamle kraftige Bøge, Skovens herligste Pryd, skulle først falde forøxen; thi de trykke Ungskoven, for hvilken den ældre Slæg- ter maae vige, uagtet Træerne ikke ere tykkere end dem, som de gamle skovelskende Godsejere forhen huggede. Spørge vi, hvad det er, der har fremkaldt denne gjennem- gribende Forandring i Skovens Beskaffenhed og Sammensæt- ning, da er Svaret: Udskiftningen og Fællesskabets Ophævelse, som blev befalet d. 27 September 1805; herved blev Græsningen forbudt i Skoven, som ikke blot var en Plage for den, men en Lænke, som bandt dens Frihed, og et Aag, som kuede dens Væxt. Formaalet for delte Arbeide er tildels at skildre, hvor- ledes Træerne formere sig og voxe efterat være befriede fra Kvæget. Imidlertid vil det være nødvendigt, førend vi gaae over til at betragte Skovens nuværende . Tilstand, at