De Danske Skove

7 skildre dens Behandling i Fortiden og navnlig at vise, hvor- ledes Græsningen kom til at øve en saa stor Indflydelse paa Bevoxningernes Tæthed og Træernes Udbredning og Form. Man vil da tilfulde kunne vurdere Udskiftningens Betydning. 1 gamle Dage blev Vedet ikke betragtet som Skovens vigtigste Produkt, thi det var Old en frug ten, og naar Eieren besøgte sin Skov, dvælede hans Øie ikke ved de Træer, som kunde levere bedst Gavntømmer og Brændeved, hvorimod han efterforskede, om Træernes Udseende var saadant, at de lovede en god Oldenhøst og en rigelig Oldengjæld.*) Frugten af Eg og Bøg, som kaldes Olden, er en god Føde for Svinet, som i et helt Aartusinde bar været det vig- tigste Husdyr; thi det leverede Folket dets bedste og kjæreste Næring, hvorom Hedninger og Kristne vare enige. De Faldne gjøre sig i Valhalla tilgode med Flæsket af Galten Sæhrimner, og en Munk tolkede sine Følelser i denne Ret- ning i Rimet: Sine came suilla non est vita si est, non est ita. Jonge siger, at »af Kjødvarer intet er kjærerc for den sællandske Bonde end Flæsk, dette kalder han fortrinlig Sul, og han elsker det saa lidenskabelig, at han kunde spise endog det geile Spek til hvert Maaltid uden at kjedes derved.«**) Skoven fik derved allerede i den tidlige Middelalder Værd og blev anseet for et saadant Gode, at hver Bymand fik sin ’) Da Hans Rostgaard 1654 sværmede omkring i Krogerups Skove, saae han med Hjertens Lyst paa: »Hvad Løfte Skoven gav om Oldengjæld og Rente.« Rostgaards Levnet S. 160. ”) Den nordsællandske Landalmue S. 120.