De Danske Skove

8 Part af Byens Skov, ligesom af Byens Mark; men de store Grændseskove vare Ingens, hvorfor Kongerne vilde tilegne sig dem, men Bønderne troede at have Lov til at hugge og lade deres Dyr græsse der. Hvert Oldenaar dreve de deres Svin ind i de store Skove, de saakaldte Almindinger. Saaledes blev det ved et Thingsvidne 1468 godtgjort*), at Selsø Bønder, saa langt man kunde spørge tilbage i Tiden, havde drevet deres Svin paa Olden i Ilornsved**) og havde hugget i denne Skov baade Brændsel og Tømmer. Brugen af disse Almindinger indeholdt meget Stof til Strid, idet Kongerne gjorde Fordring paa den hele Brug, hvilket Bønderne ikke vilde indrømme. Allerede under Knud den Hellige have vi saaledes den første Skovstrid, idet denne Konge vilde forbyde Hallandsfarerne Græsningen i Skovene, naar de ikke underkastede sig de nye Paalæg. Sagaskriveren fortæller, at Bønderne gave efter, idet de anerkjendte, at Kon- gen havde Ret til at forbyde dem at sende deres Svin i Skoven.***) Dette Forhold blev imidlertid paa Grund af Adelens voxende Magt efterhaanden forrykket og mod Slutningen af Middelalderen saaledes forandret, at Bonden tabte Eiendoms- *) Wegener: Abrahamstrup. 1 D. S. 29. ”) Benævnes nu urigtig Nordskoven. ”’) Men denne Beretning er vistnok partisk til Kongens Fordel; thi det stred imod al Vedtægt, at Kongen saaledes kunde tilegne sis Brugen af Skoven, hvilket vi bedst see deraf, at det i Loven blev afgjort paa en ganske anden Maade. Skaanske Lov siger nemlig: Alminding-Skove maa Enhver bruge efter Behag, og naar Nogen har fældet Træer der, og de borttages af en Anden indenfor en vis Tidsfrist, er denne strafskyldig. Jydske Lov begrændser Kongens Ret alene til Skovbunden, hvorimod Bonden eier Skoven.