De Danske Skove

9 retten over Skoven som Følge af, at han ikke mere som i Valdemarernes Tid var Selveier, men sunken ned til at være Fæster. Delte blev første Gang udtalt i de saakaldte laa- landske Vilkaar, som er en Samling af Vedtægter fra Chri- stopher af Baierns Tid. »Ingen Bonde«, hedder det, »maa »sælge, torgføre eller bortgive Eg eller Bøg uden sin Husbonds »Villie under 40 Marks Straf.« Åltsaa, ingen Bonde, men alene Ilerremændene og Kronen, maatte eie Skov. Bøn- derne havde alene Ret til at sende deres Dyr paa Olden og Græs i Fællesskoven. Græsningen i de saakaldte Fællesskove, som varede lige til dette Aarhundredes Be- gyndelse, er det vigtigste Punkt i Skovens Historie, thi hele Skovbruget retter sig derefter, og den øver den største Ind- flydelse paa Træernes Form og Ldbredning og derved paa hele Skovens Tilværelse. Da nemlig Bøndernes gamle Eiendoms- ret over Skoven var indskrænket dertil, og da de kun vare Fæstere, var det naturligt, at de benyttede Græsningen i langt høiere Grad end før, hvorfor den tærede langt stærkere paa Bevoxningen. løvrigt var Skovens Behandling i Ilerregaardstiden (det 16de, 17de, 18de Aarhundrede) væsenlig den samme som i Middelalderen, men vi kjende bedre dertil, da langt flere Beretninger derom ere bevarede. Ligesom det havde været i Middelalderen, saaledes var ogsaa i Herregaardstiden Olden Skovens vigtigste Produkt. Det var ikke alene de Nærmestboende, som sendte deres Svin i Skoven, men mange Handelsbyer og Landsbyer sendte Svin til de store langtbortliggende Skove; saaledes gik Svinene fra Lybek og Hamborg paa Olden i de holstenske, ja endog i de slesvigske Skove. Borgerne i Nykjøbing og Holbek sendte deres Svin til Hornsved. Sandsynligvis har den større Del