De Danske Skove

Forfatter: Chr. Vaupell

År: 1863

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 309

UDK: 634.(489)

Med 21 i Texten indtrykte Illustrationer og et Titelbillede efter Originaltegninger af Nordahl Grove o.fl. samt et Kort.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 336 Forrige Næste
305 i Hanved Skov. Den egentlige Skov er, som bekjendt, Bøge- skov med indblandede Ege, der have god og regelmæssig Væxt; ved Udkanten bliver Egen hyppigere, indtil den viser sig i ren Egebevoxning, som har dannet et Belte paa den vestlige og sydlige Side, mindre paa den nordlige og aldeles ikke paa den østlige Side. Træerne i dette Egebelte ere ikke ranke og velvoxne, som de, der staae i Bøgeskoven, men krogede og lave, og Stammerne have kun en Tykkelse af 3—6 Tommer, og under dem er der noget Underkrat af Tyst og Høn. Udenfor dette Egebelte staaer et andet, dannet af Egepurrer. Iljerrnind Skov ligger imellem Kanders og Viborg. Den egentlige Skov bestaaer af Bøg med Partier af Ege, som her ere Vinterege. Mod Vest og Nordvest er den omgiven af et smalt Belte af gamle Ege, hvis Stammer, som ere stærkt krummede og helde mod Øst, kun ere 9 Tommer tykke; men den oprevne Bark røber deres høie Alder. Imellem dem og Høiskoven er en Strækning af Egekrat, der oprindelig har havt samme Udseende , som det forrige Egebelte , men Træerne ere kappede for at dyrke Egene imellem dem. Et tredie Exempel kan Engelsholm Skov ved Veile afgive. Skoven er Bøgeskov med faa spredte Ege; mod Vest fort- sættes den efter en lille Afbrydelse langs Hakkerne ved Aaen af Egekrat, der i sin østligste Del kan fremvise enkelte fod- tykke, 20—30* høie Ege, mellem hvilke et Par Høge have indfundet sig. Men jo længere man kommer mod Vest, desto mere aftager Egens Høide; tilsidst er det et tæt, uigjennem- trængeligt, mandshøit Krat, og endelig opløser dette sig længst mod Vest i spredte Purrer paa lyngklædte Bakker. Det er altsaa ligesom at Vestenvinden kunde blæse Bøgen bort og derved skalle Luft for Egen, som derfor vel kan bevare sin Plads paa de aabne Bakker og paa Vestsiden. 20