De Danske Skove

14 »nes, Kapitlernes, Kirkens og paa Adelens Skove, dersom de »ikke kunde gaae der, Naboer uden Skade, og drive dem til »vort Slot, i hvem de end tilhøre.« Denne Befaling mødte imidlertid saa stor Modstand, at Recessen (1558) igjen tillader at holde Geder, hvor Skoven ikke tager Skade deraf. Om- sider, i Frederik den Andens Tid, trængte den rigtige Indsigt igjennem hos Adelen, og der begyndte nu en virkelig Ud- ryddelseskrig imod Gederne i Sælland.*) Skoven blev altsaa befriet fra sin værste Plage, men de andre Plageaanders Antal var i Tiltagende. De danske Skove, navnlig i Jylland, vare berømte for deres Rigdom paa Stor- vildt; saaledes omtaler Rantzau sin Beundring af Vildt- standens Størrelse i denne Provinds, idet han fortæller, at der her var en saadan Overflod paa Storvildt, at Udbyttet af Kongens Jagt i August Manned 1593 beløb sig til 1600 Hjorte foruden en stor Mængde Hjortekalve, Raadyr, Harer og Ræve.**) Bønderne havde altid havt for Skik at lade deres Faar, Køer og Heste græsse i Skoven. Jo mere Bondestanden for- armedes, og deres Marker gave mindre Græs, destomere maatte Skovtræerne holde for. Hesten anrelter langt større Skade paa Skoven end Koen, da den har langt mere Tilbøjelighed til at afrive og slide i de bladbærende Grene og i Top- skuddene. Allerede i Middelalderen fandtes der vilde Stod i flere Egne. Da man senere anlagde Stutterier, skete dette især i Skovegnene eller i selve Skovene, som ansaaes for at være fortrinlig skikkede til Opholdet for Hestene, saa- ’) Brasch: Vemmetofte 1 D. S 96- ”) Cimbr. Chers. Descriptio. 1 Lib. S. 60.