De Danske Skove

20 Ege. Uden de græssende Dyrs Mellemkomst vilde den store Egebeholdning, som navnlig udmærker Syd - Sællands Skove, allerede for flere hundrede Aar siden været indskrænket til enkelte Skove. At Græsningen var Hovedsagen i Skovdriften, faaer sit Udtryk i Skovenes Navne, som rette sig efter de græssende Dyr. Overalt i Danmarks Skovegne kan man træffe saadanne Navne, som Hestehave, Folehave, Kohave, Komark, Ko- gangen, Kalvehave, Kalvevænge, Lammehave, Svinemark, Dyrehave. Bønderne gjorde sig det bekvemt i Skovene: i Gyldingnæs Skov havde hver Bonde en eller flere hule Ege, hvor hans Svin overnattede og søgte Læ imod Veiret. Et Stykke af Vemmetofte Vesterskov kaldes endnu Fæ gyd en; det er en lang, smal, 21 Tønder Land stor Skov, som skulde tjene som Vei for Kvæget, naar delte blev drevet til den nordlige Del af Skoven. Et andet Stykke hedder Rakker- skoven, fordi Rakkeren der begravede de døde Dyr. - Hvad Sundhedstilstanden angaaer, da maa den store Fugtighed, som navnlig fandtes i mange sydsællandske Skove, have været skadelig for Husdyrene. I vore Dage angribes de Køer, som fra Marken sendes, i Skoven, tillige af en Sygdom, som i de fleste Tilfælde ender med Døden og er fremkaldt ved Skovgræsset. Men deraf have Bøndernes Køer dengang vistnok ikke været hjemsøgte, da de vare opvoxede i Skoven, og Erfaringen har lært, at Skovkøer, som ere tillagte og opfødte i Skoven, ikke angribes af denne Sygdom. I Tidernes Løb synes Antallet af de græssende Dyr i Skoven at have tiltaget; da de sællandske Bønder nemlig efter Souverainetetens Indførelse forarmedes og dyrkede deres Jor- der med saa ringe Kraft, at saavel Korn- som Græshøsten stadig blev formindsket, maatte Kvæget om loraaret søge det