Det første danske Industrimøde

57 udsondre sig i store Klasser eller Afdelinger, hver med sit særegne Præg, men som i den Grad gjentager sig i enhver enkelt Frem- bringelse i den samme Afdeling, at det særlige (individuelle) saa godt som aldeles forsvinder. Ved at betragte en saadan Afdeling modtage vi ogsaa meget mere det Indtryk, der betegner den almindelige Charakteer af en vis Folkestamme til en vis Tid, enb det, der betegner den enkelte Frembringers særlige Stræbeil. Sandsen for teile, stærke Farver og deres glimrende Sammenstillinger finde vi saaledes neppe nogetsteds storre end hos Dst-Asims og Amerikas mest Udannede Folkeslag, hvorimod Stammerne i det vestlige Asien vg Ägypten trdligen Udmærke sig ved en mere levende Sands for Formernes Skjonhed. Det er disse Stammer, som have ndovei en mægtig Indflydelse paa Europa, der maa soge sin stvrfte Roes i at have optaget og fortsat Traaden, esterat den alt var flirppen fok dets Lærere. Denne Skjonhed, som i enkelte Retninger af Architekturen naaer fin storste Fylde og Betydning, Udvikler sig natmligvis ikke i den Dænge Afsondring, hvori den her er fremstillet for storre Klarheds Skyld; heller ikke ftaaor den saaledes skilt fra den selvstændige Konst, som den tvertimod flutter sig til i et For» hold, vi kunne sammenligne med det, der finder Sted mellem Stammens og Grenenes Gang og Fordeling og hele Træet i dets Livvfylde. Bille vi have et flagende Exempel paa dm Eiendomme- ligheds hvormed b-cnuø Skjonhed Udpræger sig selv i Former, som ogjaa behandles af den selvstændige Konst, saa behove vi blot at kaste Blikket paa det Lovværk, hvormed Søjlehoveder eller andre Bygningslch ere prydede, og vi ville da see, hvorledes den frie Udfolding og Bevægelse af deres Former stivner Under dm syme- iriske Anordning, og ester den Flades Fordring, som de ffu(le smykke. er denne Tvang, der saaledes paalægges de organiske Former til at opgive en vigtig Deel af deres særlige Udtryk, som aldeles for- svinder i den hoiere Skjonhed, der aabenbarer sig gjennem den selv- stændige Konst. Selv, hvor den forener sig med Vindskibeligheden om at tjene denne til Prydelse, opgiver dm ikke sin Uafhængighed; den bevarer den endog under Anvendelse af enkelte Formdele, Menneske- og Dyr-Masker, Kloer og Klove, Blomster og Frugter. Men den er derfor ogsaa langt vanskeligere at benytte, og der horer en fint Uddannet Takt til at forbinde saadanue Enkeltheder med dr mere architectoniske Former, saaledes, at det Vilkaarlige i Sammen- sætningen viger for Skinnet af en indre Nødvendighed. (5)