Det første danske Industrimøde

58 Omfanget af de architecioniske Former Udvides altsaa ikke ved den selvstændige Konst, men denne medbringer en heel ny Formkreds, hvis Mangfoldighed foreges ved det frie Spillerum, som her ind- rommes det Særlige. Det er dette, som gjor sig gjaldende i disse bestandig nye Udtryk, selv af de bekjendtefte Træk og Former, der i Konstens Værker tiltale os med stedse nye Skj enheder. Men saa stor end den Nydelse er, som Billedhuggeren og Maleren kunne berede os alene ved den synlige Skabnings heldige Gjengivelse, saa vinder den dog forst sin rette Fylde og Varighed, naar denne Gjengivelse tillige bliver en Afspejling af sjælelige Tilstande og derved som en Forklaring af de jordiske Skikkelser. Vi have desuden fra Arilds Tid været vante til at betragte baade Plante- og Dyreriget som en Billedskrift, der paa forskjellig Maade hos de verlende Slægter har vakt en Fornemmelse af den ydre Tilværelses dybere Grand, og idet Konsten benyttede denne Skrift ogsaa til Prydelse for Dindskibelig- heden, udtaledes derved smukt den sædelige Betydnillg, som denne har, selv i sin simpleste Gjerning. Hvad enten vi betragte det hedenske eller det chriftelige Liv, ville vi finde, at Konsten har smykket det almindeligste Bohave med saadanne Billeder; den var ikke alene en Forkynder af Guddommens synlige Aabeubaring paa Højtidsdage og Paa hellige Steder, dm var det tillige som en daglig Gjæst i Hjemmet og Deeltager i hunslig Syssel. Dille vi have et klart Indtryk af det gjennemgaaende Præg, som Konsten gjennem Vindskibeligheden kan paatrykke hele Livet, saa maae vi kaste Blikket paa en af de Tider, da den Aand, som besjæler Konsten, saaledes meddeler sig til de forskjelligfte ydre Livs- yttringer, at selve Klædedragten og Personernes Gang og Holdning saa at sige gjentager i Virkeligheden det, der fremstilles i Konstens Verden. Men af hvist nlige Art er den Dirkning, som det hele Billede af en saadan Tid frembringer, alt eftersom Konsten viser sig gjennemtrængt af Kraft og Snndhedsfylde, eller skrantende eller ndartet og rent forvildet. Naar Oldtidens klassiske Konftformer selv hendøende forklares af ben Glands, som Chnstendommen Ud- breder over dem, saa finde vi Trost og Erstatning for al den Herlig- hed, som der maa gaae tilgrunde; men naar vi, i Rococostilen, seer den Konstirdvikling, der, samtidig med Reformationen, stod i sin feireste Pragt, ode sine sidste Kræfter paa de tommeste, yppigste, mest forvildede Former, naar vi see, at disse Former tillige ere Udtrykket af den Slebenhed og Frækhed, hvormed Usædelighed thronede ved Siden af Magt og Aandrighed, saa maae vi gribes.