Det første danske Industrimøde

56 Vygningsforbindelser have ndovet en væsenlig Indflydelse Paa Ud- viklingen af disse smykkende Former, og at disse cre blev ne et liv- fuldt Udtryk af hine Loves Virksomhed i at bære, trykke, ftrække, spænde o. s. v., saaledes som denne er bleven opfattet gjennem Konstnerens Tanke og Følelse. Vi kunne forfølge denne Betragtning ved hvert enkelt Stykke af vort Bohave, ved den græske Vase, den chinesiske Thepotte, det tyrkiske Pibehoved, og vi ville som oftest finde, at de smykkende Former, det vil sige, de Former, som gaae ub over den simple Nødvendighed, i deres Oprindelighed mere ert et almindeligt Udtryk af Følelsen for det Lovbirndne i Naturformerne, end en umiddelbar Efterligning af dem. Disse Former have Flader, mindre eller større, og disse Flader cre ofte prydede med Farver, eller med ophoiede, fordybede, tegnede Linier, enten trufne ligefrem eller saaledes, at de danne Figurer. Farverne ere anvendte saa rene og saa mættede, som Farvestoffet tillader det; Figurerne cre snart simplere snart mere sammensatte, men gaae, ligesaa lidt som de for anførte Former, Ud paa at gjen- gwe Billedet af noget Virkeligt. Spvrge vi om deres Betydning, da ville vi ved mange af disse Fignrer neppe komme videre end til det Udsagn, at de ere Fostere af en Folelse, der maaflee har været ligesaa riklar over deres rette Mening dengang de kom til Verden, som vi NU cre det; men i Almindelighed ville vi let funne over- bevise os om, at de ere gaaede Ud af en Bestræbelse for, i et billed- ligt Udtryk at vække Forestillingen om dm Orden, den regelbundne Virksomhed, som overalt i Skabningen aabenbarer sig for Diet. Snart see vi ben Afmaaling og den Gjentagelse i bestemte Mellem- rum, der frembringer et lignende behageligt Indtryk paa Synet, soul Takt og Tonefald paa Hmelsen; snart er det Symmetriens afvexlende Spil, der fornoier os, eller det Billede af Vovernes Gang eller Planternes Slyngning, som vi opdage i Liniernes Hen- bolgen og Sving. Gjælder dette om Figurerne, saa kunne vi alt forubfætte, hvad Erfaringen vil bekræfte, at der ved Valget og Sammenstillingen af Farverne ikke lægges an paa det, vi kalde malerisk Sandhed, men vel paa en saadan Virkning, som især til- taler det barnlige Die, eller som hos det mere Uddannede vækker Følelsen for de vexlende Stemninger, som funne frembringes ved de forfljellige Sammeustillinger af rene Farver, koldere eller varmere, mattere eller stærkere, blödere eller haardere. Oversee vi de talrige Frembringelser, hvori denne Retning af Konsten kommer tilsyne, saa blive vi opmærksomme paa, at de ligesom