Norges Kirker I Middelalderen

148 Helgener og relikvier. — Pilegrimsreiser og kirkefester. alderen fra de første spor i de smaa stenkirker op til Kathedralen, set paa inventaret med dets udvikling til den Fig. 425. Processionslysestage. Bergens museum. magten og saaledes vil det gaa senmiddelalderske stilrigdom. Og gejst- lighedens magtstil- ling vokste med kir- kens. Det var ikke længer, som i den før- ste tid, at det udtryk- kelig maatte fastsæt- tes i loven „at presten var lige fri som en anden bonde.“ Pre- sterne og især den høiere gejstlighed dannede en privili- geret klasse, de var mægtige og rige,blan- det sig i politik, vilde ikke engang dømmes for verdslig ret o. s. v. Men som det ofte gaar med samfundsmag- ter som vokser sig for sterke, de bærer i sig spiren til sin egensvækkelse. Saa- ledes gik det med kirken, med adels- vældet, med konge- fremover. De kloge ser dette itide. Derved undgaaes de voldsomme brud, som sætter kulturen tilbage. Og det er neppe tvil- somt, at da den katholske kirke i Norge gik under, saa betød dette, tiltrods for at den var i opløsning, en yderligere kulturel svækkelse for vort land. Thi den katholske kirke var tiltrods for sin kosmo- politiske karakter den sidste kulturmagt, som stod igjen fra det gamle Norrøna samfund efterat adel og konge- magt var sunket sammen. Da renaissancen brød ind med reformation og nye samfundsforhold, manglede Fig. 426. Bunsnes lovekirke. Ringerike. kirken, som hele vort samfund, fremragende ledere. Tiden var blit en anden, havde faaet et alsidigere præg og nye sterke kulturmagter var vokset frem, som ikke længer søgte ly under kathedralens hvælv. Der kræ- vedes nye kræfter for at bygge vort land op. Blandt disse indordnet sig lidt efter lidt i det nye samfund den evangelisk lutherske kirke. Fig. 427. Kirkekiste i Trondhjems domkirke.