Norges Kirker I Middelalderen

Fig. 151. Kapitæl fra ottekantens portal, Trondhjem. V. Overgangstid mod gotik. — Cistercienserne. Klassiske strømninger. — Skrudhuset og ottekanten. — Biskop Bjarne paa Orknø. — Det ornamentale. — Trønderkirker. or den historiske betragtning er overgangstider af særlig interesse. De tanker og de idealer, som var dannede under bestemte vilkaar, forsvinder for aldrig mere at komme igjen under samme former. Det nye, som fødes, optræder med dette ejen- dommelig friske, dette lidt hidsigt paagaaende, som altid er nye tiders maade at udtrykke sig paa. I stilhistorien har vi en række saadanne overgangstider. Er udtryks- maaden og udtryksmidlerne forskjellige, saa har disse tider rigdommen, brydningen, modsætningerne fælles, de har ogsaa ofte endel kunstneriske tanker sammen. Over- gangstiden mod gotik har da ogsaa flere ligheder med andre overgangstider. De gamle romanske tanker har forèligget modne, deres muligheder syntes udnyttede. I stilens hovedlande var en overmoden frodighed kommet ind. Det nye kommer da ofte først i form af en beskjæring, en forenkling. Noget af disse historiens empirestrømninger kommer ind, man forlanger nøgtern- hed, hensigtsmæssighed — klassisitet. En ny tid begynder med opposition mod den gamle. Bernhard af Clairveaux, en af middelalderens største personligheder, reiste nu denne. Sit angreb rettede han mod tidens kunst. Som Savonarola under ungrenaissan- cen blev ogsaa Bernhard af Clairveaux trods sin kunst- nihilisme en af banebryderne for den nye kunst. Han hævdede de gamle munkedyders strenghed og alvor og stillede sig i opposition mod hele tidens luxus og sterkt tiltagende yppighed. Løsenet var forsagelse og arbeide. Det sidste ikke i form af boglige sysler eller kunstneriske frembringelser, men i jorddyrkning, i arbei- dets rene, haarde urform. Det er en art Tolstoyianisme i det 12te aarhundrede. Væk med al videnskab og al kunst, den forveker og forfører aanden. I denne straa- lende, af skjønhedsbegeistring baarne senromanske stil, saa han kun forkastelig prunk og pomp. „Gudshuse- nes umaadelige høide, deres overdrevne længde, deres unyttige bredde, deres stenhuggerarbeider, som kun væk- ker nysgjerrighed, deres andagtsforstyrrende malerier, mig synes det ikke andet end gamle jødiske skikke. Kan være, at det sker for at ære Gud, men jeg, en munk, spørger Eder munke : Hvad tjener alt dette guld i helligdommen til? Foran guldbedækkede relikvier aabner man sin pung. Jo mere broget en statue er, desto helligere anser mæng-