Et Par Afsnit af dansk Industristatistik

642 Kalkbruddene ved Mariager. 1872—73 overtagne af et Konsortium, der forbedrede Driften. Man opgav den ældre Methode med Arbejde i underjordiske Gange, og Brydningen sker nu i aabne Brud ved Dagens Lys. Foretagendets nuværende Navn er Møn sted Kalkværker og Fabriker; der arbejdes baade med Haand-, Heste- og Damp- kraft; Arbejdsstyrken opgives hos Bayer til 60 Mænd og 10 Kvinder og den aarlige Produktion til en Værdi af 125,000 Kr. Angaaende Kalkbruddene ved Mariager oplyses, at det allerede i en Skrivelse fra 1520 omtales, at der ved Mariager Fjord findes 8 Kalkovne (H. Dahlerup: „Mariager“ S. 110 flg.), hvoraf 3 hørte til Mariager Kloster, 3 til Helligaandsklostret i Randers, 1 til Balle (det nuværende Ballegaard) og 1 tilhørte Knud Madsen, Væbner i Assens, en Landsby, beliggende 3/4 Mil Øst for Mariager. I 1549 kom Mariager Kloster ved Mageskifte med Aarhus Hospital endvidere i Besiddelse af 8 Gaarde i den nævnte Landsby Asseus, deriblandt Gaarden Fladbjerg, ved hvil- ken de store Kalkbrud fandtes, hvorfra der i Kristian Ill’s, Frederik II’s og Kristian IV’s Tid udførtes mangfoldige Skibs- ladninger Kalk til Kolding, Kronborg, Frederiksborg, Kjøben- havn, Varbjerg, Halmstad og forøvrigt ogsaa til Tyskland, indtil Kongen 1562 forbød Udførsel af Kalk fra Mariager Fjord til Udlandet. Sporene af disse Kalkbrud sees endnu tydelig ved Assens og Fladbjerg og røbe sig oftere ved Sænkninger i Jorden; i 1860 forsvandt saaledes en Hest, som gik for Ploven, og man fandt da ved at tage den op igjen de gamle Stoller eller Minegange. Produktionen maa have været ret betydelig, thi der blev næsten hvert Aar alene til Kongen afskibet betyde- lige Kvantiteter, saaledes i Eske Bildes og Mogens Kaas’ Tid, 1610—1630, omtrent 5000—10000 Læster å 12 Td. om Aaret, foruden hvad der solgtes til Omegnen og andre, selv mere fjernt boende, Kunder. Brændselet til Kalkbrændingen toges fra Oin- egnens Skove, men efterhaanden blev disse saa forhuggede, og Kalkbrændingen aftog som Følge deraf saa meget, at det i Matrikelstaxationen af 1683 omtales, at der dengang i Hov kun var en eneste Limovn tilbage, hvori der aarlig kunde brændes