Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

203 stoffer, Gummiarter o. 1.) skal ikke være i Besiddelse at Diffu- sionsevne og derfor heller ikke kunne fremkalde noget osmotisk Tryk. Og nu er netop ogsaa den levende Celle et fint konstrueret osmotisk Apparat, fordi dens Vægge og Protoplasma-Hndlag kun til- lader visse Stoffer at passere (ofte endda kun i en enkelt Retning), og saaledes repræsenterer mer eller mindre gennemtrængelige Hin- der. Cellen staar da i inderlig osmotisk Rapport til det omgivende Medium — hvad enten dette er Atmosfæren eller det med opløste Salte forsynede Vand (i Jordbunden) — og med Nabocellei, med hvilke den udveksler Stoffer. Fordi der bestandig vil søges op- naaet osmotisk Ligevægt mellem Cellen og dens Omgivelser, og den ved forskellige Stofskifteprocesser kan ændre og regulere sit Indhold af osmotisk virkende Stoffer, har den alene i sin Egenskab af osmotisk Apparat Mulighed for at udføre flere af dens vigtigste Stopoptagelses- og udskillelsesprocesser. Og vi forstaar da ogsaa herigennem, hvorfor kun luftformige og flydende (opløste) Stoffer kan optages og udskilles af Cellen. Men forøvrigt kan visse Stof- udvekslingsfænomener ikke forklares alene ved de kendte fysisk-ke- miske Love for Osmosen, bl. a. dette, at Protoplasmaets Hudlag un- dertiden kun er gennemtrængelige for et Stof i en bestemt Retning (ikke i den modsatte), eller at Stofudvekslingen undertiden synes at foregaa paa Trods af Osmosens Love (se herom de S. 17 nævnte Eksempler). Det er imidlertid kun den levende Celle, der fungerer som osmotisk Apparat. Saa snart den dør, forandres Hindernes Gen- nemtrængelighed saaledes, at de lader alle opløste Stoffer gaa igennem i begge Retninger, og intet osmotisk Tryk kan derfor komme til at gøre sig gældende. For saadanne Plante- og Dyreceller, der ikke har faste Vægge, spiller det osmotiske Tryk indefra en enorm vigtig Rolle til Af- stivning og til Modvirkning af de store Tryk, som f. Eks. deres egen Vægt, Vinden og det omgivende Vand kan udøve paa dem. I almindelige Planteceller udgør det osmotiske Tryk (Saftspæn- dingen, Turgor) i Regelen fra 5 til 10 Atmosfærer, sjældent gaar det under 3,5, men ofte i unge voksende Plantedele op til 20—30 Atmosfærer, og saa snart det, f. Eks. ved stærk For- dampning, synker, falder de paagældende Organer slappe (visne) sammen. Det er ogsaa ved Hjælp heraf, at Skud- og Rodspidser kan bore sig frem i Jorden under en betydelig Modstand fra dennes