Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

3oi engelske Filosof Thomas Hobbes (1588—1679) og senere nær- mere begrundet af hans Landsmand, Præsten og Nationaløko- nomen Malthus (1766—1834), der ud fra den Beregning, at Næringsmidlerne kun tiltager efter en aritmetisk Progression (2, 4, 6, 8 etc.), medens Mennesket formerer sig efter en geo- metrisk Progression (2, 4, 8, 16 etc.), og at det kun var de stær- keste Individer, der blev i Stand til at tilkæmpe sig den for dem nødvendige Næringsmængde, kom til den Slutning, at Kampen da blev den naturnødvendige Regulator for Menneskenes virkelige Tilvækst i Antal. Som bekendt var det denne Tanke, som Darwin greb til for at forklare Udviklingsretningen indenfor Plante- og Dyresamfundene, hvor han saa skarpt havde faaet Øjet op for den virkelig eksisterende Kamp saavel imellem Individer hørende til samme Art som mellem de forskellige Arter, der har nogenlunde samme Livsfornødenheder. Og da alle andre derefter ogsaa kunde se denne Kamp, og talrige af hans ansete Tilhængere som Wallace, Huxley, Häckel m. fl. tillagde den en alt over- vældende Betydning som Faktor i det organiske Livs Udvikling, var det intet Under, at man en Tid kom til at overvurdere dette Moment og let oversaa, hvilken mægtig Rolle tillige den gen- sidige Hjælp og Sympatien mellem forskellige levende Væsener spiller under Livets Udfoldelse og fremadskridende Udvikling. Naar man nu i vore Dage er tilbøjelig til at lægge nok saa stor Vægt herpaa og til at stille Kampen som Udviklingsfaktor noget i Baggrunden, skyldes dette sikkert i fremtrædende Grad bl. a. den russiske Naturforsker og Socialøkonom Peter Kropotkin, der har fremhævet Sætningen öm »den gensidige Hjælp« som en al- mindelig biologisk Lov. Parringskampe. Der er noget forunderligt i, at den Forbin- delse mellem to Individer af forskelligt Køn, til hvilken der er knyttet de allerdybeste Følelser af gensidig Sympati og Kærlighed, ogsaa indeholder et ganske modsat, aggressivt, Moment, der endog kan udarte til et regulært og fjendtligsindet Kampforhold. Og dette maa bunde dybt i de levende Væseners Natur, ti det findes allerede i Forholdet mellem de Kønsceller, Ægget og Sædcellen, hvoraf Individet opstaar. Overalt baade i Plante- og Dyreriget er den hanlige Kønscelle den aktive, den hunlige den mere passive, og Foreningen mellem disse, der er saa inderlig, at de ganske smelter sammen, har dog