Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

302 fra første Færd Præget af en Erobring. I Regelen konkurrerer flere Sædceller om et enkelt Æg, men kun en af dem bliver den lykkelige, der faar Lov at trænge ind i og forene sig med Ægcellen, medens alle de andre holdes ude og gaar til Grunde. Men det er paa den anden Side ikke med den første den bedste Sædcelle, Ægget forener sig. Det synes at stille visse Fordringer til Kvaliteten, først og fremmest denne, at Sædcellen stammer fra en meget nærstaaende Organisme, i Regelen hørende til samme Art som den selv, og dernæst sandsynligvis, at den ogsaa er i Besiddelse af visse andre, hidtil ukendte Egenskaber (en vis Livs- energi o. lign.). Da Kønscellernes Forening indenfor Dyreriget i de allerfleste Tilfælde er betinget af en Parringsakt mellem de to Individer, Hannen og Hunnen *), der producerer dem, maa i hvert Fald den ene Part ogsaa her søge den anden. Og som ved Kønscellerne er det den hanlige Part, der er den aktive, og som ved et eller andet Middel maa erobre den hunlige. Som oftest — ogsaa i Tilfælde af Polygami — er der flere Hanner, som bejler til samme Hun, og den, der bliver den begunstigede, er en saadan, som sejrer i Kampen enten mod de andre ved rent fysiske Kræf- ter, eller derved, at den paa Grund af sin Skønhed, sit »indsmig- rende« Væsen, eventuelt (som hos Fuglene) ved sin Sang o. 1. Egenskaber foretrækkes for de andre af Hunnen. Der kan altsaa blive Tale baade om en Kamp mod Medbej- lerne og med den Hun, der skal erobres, og det er ikke altid, at Kampen er forbi, naar de første er overvundne, ja end ikke, naar ogsaa Hunnen er besejret, ti ofte kan Kampen vedblive at rase under selve Parringsakten eller umiddelbart efter denne, saaledes som henholdsvis Katten og visse Edderkopper afgiver slaaende Eksempler paa. Hos de sidste er (undtagelsesvis) Hunnerne gerne Hannerne langt overlegne i Styrke, og deres Sindelag er dertil saa lunefuldt, at det godt kan falde dem ind umiddelbart efter Parringen at dræbe deres Mage, hvis denne ikke hurtigt nok flygter bort fra det elskede Væsen. I Overensstemmelse med, at det er Hannerne, som indleder Parringskampene og i det hele taget er den aggressive Part, er de almindeligvis ogsaa langt kraftigere end Hunnerne eller udstyrede med særlige Vaaben, Prydelser o. 1., som disse mangler. De For- x) Selv tvekønnede, hermafroditiske, Dyr parrer sig næsten altid.