Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

303 skelligheder i det Ydre, der saaledes adskiller de to Køn, kaldes de sekundære Køns karakterer, og disse tjener enten som Vaaben til at føre Kampene mod andre Hanner eller som Midler til at vinde Hunnernes Gunst. Baade hos lavere Dyr som Krebsdyr, Insekter, Firben, Kroko- diler og hos højere som Fugle og Pattedyr, navnlig saadanne, der lever i Polygami, kan man iagttage de indbyrdes Kampe mellem Hannerne. Og naar disse da er udstyrede med Vaaben som Horn og Takker (hos Hovdyrene), Hugtænder (hos Svinene), Sporer (hos Hønsefuglene) o. 1., bliver der ogsaa gjort flittig Brug deraf. Ved Siden af disse Vaaben er mange Hanner ofte tillige ud- styrede med særlige Prydelser og andre Kvalifikationer, der nærmest maa være beregnede paa at tiltrække Hunnernes Opmærk- somhed: Løven med Manke, Hanen med en stor Kam, oprejste Halefjer og smukke Farver, Salamanderhannen med Kam, Eghjor- ten med dens lange Bideredskaber, hos mange Fugle, Fiske og In- sekter med rig Farvepragt, Moskusokser og -hjorte, Bæveren, mange Rovdyr, Krokodiler, Sommerfugle m. fl. med en særlig for Hun- nerne aabenbart behagelig Duft, de fleste Pattedyr og Fugle, en Del Krybdyr, Padder og Insekter med særegne Stemme mi dier osv., som altsammen først og fremmest staar i Forplantningens Tjeneste og derfor undertiden ogsaa kun anvendes i selve Par- ringstiden. Kampe om Næring, Plads og Lys. Disse for Organismerne saa nødvendige Livsbetingelser findes jo altid kun i mere eller mindre begrænsede Mængder paa vor Klode. Og i Kraft af den før nævnte, teoretisk set ubegrænsede, Formeringsevne, som alle le- vende Væsener er i Besiddelse af, maa der nødvendigvis blive Konkurrence og Kamp om disse Livsfornødenheder. I Almindelighed maa denne Kamp blive des heftigere, jo nær- mere Organismerne staar hinanden i Henseende til Livskrav, og jo mindre de er i Stand til ved selvstændige Bevægelser at skifte Opholdssted. Derfor er der heller intet Sted, hvor den raser saa voldsomt som mellem de Planter, der søger Næring og Plads paa den samme Jordbund, og for hvilke det tillige gælder at udnytte al den Lysmængde, der falder paa en given Overflade. Og tager man i Betragtning, at hver udyrket eller ubenyttet Plet af Jorden jo hurtigst mulig bliver bevokset med saa mange Planter, som