398
dem, der føres med den største Lidenskab og Hensynsløshed. For
Chancen for at komme til at fortsætte sin Eksistens gennem et
Afkom sættes i Regelen Hensynet til alt andet til Side.
Naar Selvopholdelsesdriften undertiden synes at klikke, f. Eks.
hos Mennesker, der begaar Selvmord, saa kan dette vel altid be-
tragtes som et Tegn paa, at Levedygtigheden af en eller anden
Grund i Virkeligheden i Forvejen er tabt, og dette afkræfter da
ikke den almindelige Regel, at der i alt levende er nedlagt en
uslukkelig Tørst efter at leve og at fortsætte Livet til det yderste,
d. v. s. saa længe der er Levedygtighed. Kun hvor denne hører
op, ved Livsløbets naturlige Afslutning paa Grund af Alderdom,
eller hvor den tabes under en altfor haard Kamp for Tilværelsen,
vil Selvopholdelsesdriften ogsaa svigte, men dette er da, fordi
Døden saa i Virkeligheden allerede har mærket sit Bytte.
Som f. Eks. Lys altid er uadskilleligt knyttet til et lysende
Legeme, saaledes er Selvopholdelsesdriften en Egenskab ved alt
levedygtigt, den — foreløbig mystiske — Kraft, der holder Livets
Hjul i Gang, saalænge de ydre Betingelser for Liv er tilstede.
Men saa snart den svigter, udslukkes Livet.