Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

397 driften, men denne Betegnelse rummer ingen som helst Forkla- ring. Vi ved blot, hvorledes den i rent ydre Forstand giver sig til Kende for os. Indenfor det enkelte Individs Liv, f. Eks. fra det Øjeblik en hanlig Kønscelle har befrugtet en hunlig og derved skabt Grund- laget for en ny Ener, virker denne mystiske Drift saaledes, at den forøger den levende Stofmasse under Optagelse af nyt Stof ude- fra. Og hvis Organismen da finder de nødvendige Krav til Om- verdenen opfyldte, foregaar der en Vækst, der enten — som hos de fleste Planter — varer lige saa længe som Individets Liv, eller — som hos de fleste Dyr — bringer det til en bestemt, ydre og indre, Udformning, det udvoksne Stadium. Er Væksten da stand- set, kan Selvopholdelsesdriften endnu i kortere eller længere Tid sørge for Vedligeholdelsen af det en Gang udformede Legeme ved stadig at sørge for Erstatning for det Stoftab, der lides under Li- vets normale Funktioner, eller ved Rekonstruktion af saadanne Skader, som Slid og tilfældig Overlast forvolder. Og enten un- der den almindelige Vækst af Organismens Legeme, eller efter at denne er hørt op, vil dertil enhver normalt og sundt udviklet Or- ganisme producere Kønsceller eller andre Forplantnings- organer. i hvilke Driften til en fortsat Tilværelse ud over det enkelte Individs Liv er nedlagt, og hvorigennem da Livet fort- sættes i en ny Generation. Bliver Individet ufrugtbart eller ude af Stand til at fortsætte paa denne Maade ud over sin egen be- grænsede Tilværelse, er dette en Følge enten af en abnorm, sygelig Tilstand, en Degeneration, en Beskadigelse eller en man- gelfuld Udvikling, og paa denne Maade gaar adskillige Individer ud af Livets Kredsløb. Men dette er jo saa i Virkeligheden kun et Udtryk lor, at de paa et eller andet Stadium af deres Liv er bukkede under eller bievne dødeligt mærkede under Kampen for Tilværelsen. Og i Regelen er der saa andre forplantningsdygtige Individer, der kan erstatte dem. Regelen i Naturen er da den, at ethvert Individ, i Kraft af Selvopholdelsesdriften, kæmper til det yderste, ikke alene for at bevare sin egen Eksistens saa længe som muligt, men ogsaa for at komme til at fortsætte Livet igennem en ny Generation. Der- for giver Forplantningsdriften sig bl. a. saa ofte det Udslag, at der produceres des mere Afkom, jo vanskeligere Kaarene for den paagældende Arts Liv i Almindelighed er, og derfor hører f. Eks. ogsaa Parringskampene mellem Dyrene, som nævnt S. 301 ff., til