Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

Skyld, og i den dermed følgende Udfoldelse af Livsevnerne, ligger der en stor Værdi, der som tidligere paapeget (se S. 164 og 269) fører til en højere legemlig og aandelig Udvikling, end den Or- ganisme opnaar, som fører en sorgløs Tilværelse med rigelig For- syning af alle materielle og aandelige Livsgoder. Og ligesom Livet egentlig først ret forstaaes og værdsættes paa Baggrund af dets Modsætning, Døden (se S. 26), saaledes vil Tilværelsen ogsaa for det enkelte Individ faa des større Betydning, og Lykkefølelsen (hvor man kan tale om en saadan) være saa meget des intensivere, efter jo haardere Kamp den er vunden. I Overvindelsen af Van- skeligheder eller i Følelsen af at have været den heldige mellem saa mange uheldige Spillere tilføres der den enkelte Kæmpende en bevidst eller ubevidst Tilfredsstillelse, der i sig selv er et Plus til Lønnen for den haarde Kamp, selv om vi ikke kan antage, at dette er den oprindelige Drivfjeder til, at alle levende Væsener — ogsaa uden forudgaaende Erfaringer af den Art — kaster sig ud i Kampen med dens store Risiko. Men naar det dog i Almindelighed stiller sig saadan, at Livet kun vindes under et saa frygteligt Mandefald, at de allerfleste af de kæmpende bliver liggende paa Valpladsen, og det, der vindes, for utallige igen er den rene Kummerlighed, der i Værdi ikke staar i noget Forhold til det, der er sat i Vove for at vinde det, maa man vel spørge: hvorfor bliver saa alligevel de levende Væ- sener — trods tusindaarige bitre Erfaringer — ved at føre denne utrættelige Kamp for Tilværelsen i Stedet for at give op og gaa ind til det store Intet, til Nirwana? Eller hvad er det for en mystik drivende Kraft, der faar dem til i den blindeste Lidenskab uden nogen Overvejelse af Chancerne at fortsætte denne ødelæg- gende Kamp og bestandig at kaste deres Skæbne i Armene paa Tilfældet i dette Livets Lotteri, der fordrer den store Indsats, men giver saa liden Vinding? Ja, saa støder vi her paa en Faktor, som vi hidtil ikke har omtalt, men som i Virkeligheden er en Hovedaarsag til, at der bestandig eksisterer Liv paa vor i og for sig ugæstfrie Jord, nemlig den i alt levende boende Drift til at fort- sætte, den ubetvingelige Vil je til at leve, som vi hidtil slet ikke har kunnet finde nogen Forklaring paa, fordi den til syvende og sidst unddrager sig vor Efterforskning ved videnskabelige Me- toder, og som derfor foreløbig kun staar som en Kendsgerning, vi ved Behandling af Livsfænomenerne stiltiende altid regner med. Vi har da ogsaa et Navn til den, nemlig Selvopholdelses-