Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

4i 3 i, at de lukker det paagældende Molekule op paa en bestemt Maade og spalter det i flere mindre Molekuler af samme eller for- skellig Slags. Og dette gør de uden tilsyneladende at forene sig med Stoffet, eller ogsaa indgaar de kun en fbrbigaaende Forbin- delse med det, som snart løses igen, saa at den samme Enzym- mængde kan paavirke en mange Gange (undertiden flere Hun- drede Tusinde Gange) større Mængder af det andet Stof, medens Virkningen dog altid indtil en vis Grænse staar i Forhold til Mæng- den af Enzym. Derfor ser det ud, som om Enzymerne kun virker udløsende eller fremskyndende paa Processer, som Stofferne selv har en, men kun meget ringe, Tilbøjelighed til at undergaa. De virker paa en lignende Maade som Gnisten paa Krudtet, men uden dog at fremkalde en saa voldsom og pludselig Eksplosion. Tværtimod tager Enzymvirkninger altid nogen Tid, men de kan forløbe med yderst forskellig Hastighed efter de ydre Betingelser, der er tilstede. Saaledes vil de paa lignende Maade som andre fysiologiske Processer være i høj Grad afhængige af Temperaturen og her have et Optimum, der udenfor den levende Celle i Rege- len ligger mellem 40° og 60°, medens deres Minimum sædvanlig ligger nogle faa Grader over o° og deres Maksimum (o: den Temperatur, ved hvilken de helt destrueres) nogle faa Grader over deres Optimum (se herom S. 125 —129 og Fig. 84,9). End- videre paaskyndes de i Regelen ved Tilstedeværelsen af en ringe Mængde fri Syre (Brintioner), hvis Indvirkning kan udtrykkes ved en lignende Kurve som Temperaturens, medens de sædvanlig hæm-' mes af frie Baser (Hydroxylioner). De er tillige ofte meget føl- somme overfor bestemte Stoffer, der virker paa dem som Gifte paa levende Celler og enten laminer eller helt ødelægger dem, o. s. v. Der er altsaa hos Enzymerne meget, der minder om den le- vende Celle, og de er maaske ogsaa at betragte som levende Stof, der bevarer nogle af dettes Ejendommeligheder, efter at det er isoleret fra Cellen. Men andre af de mest karakteristiske Egen- skaber ved det levende, bl. a. Evnen til at formere sig eller for- øge sin Stofmasse, taber de rigtignok derved, medens Cellen har det i sin Magt at kunne danne Enzym efter sit Behov. Kunstigt, d. e. udenfor Cellen, er det hidtil ikke lykkedes at fremstille dem. Men vi kender heller ikke deres kemiske Sammensætning og har hidtil i det hele taget ikke kunnet fremstille dem i ren Tilstand, saa en Analyse af dem kunde give paalidelige Resultater. Vi ken-