Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

436 Virkemaade skal her kun fremhæves, at gennem de fine Haarkar, der er vævede ind imellem alle Legemets levende Celler, forsynes disse saaledes bestandig med friskt Blod, der tilfører dem Nærings- stoffer fra Fordøjelseskanalen, saalænge der foregaar en Nærings- optagelse fra denne, eller fra andre Steder i Legemet, og Ilt fra Lungerne, hvor denne under Aandedrættet optages af de røde Blodlegemer, ganske løst bunden til disses røde Farvestof, Hæmo- globinet, ligesom alle Affaldsprodukter, der skal udskilles af Or- ganismen (Kulsyre, Urinstof o. 1.), føres bort og hen til de be- stemte Kirtler (Lunger og Nyre), der besørger Udskilningen af dem. Jo kraftigere et Organ arbejder (legemligt eller aandeligt), des mere Stof omsætter det, og i Overensstemmelse hermed er Blodtilstrømningen til det i saa Tilfælde ogsaa langt stærkere end under Hvile. Da der i selve Blodet foregaar vigtige og selvstændige Livs- funktioner, maa vi føje nogle Ord til om dettes Sammensætning og Betydning for Organismen. Dets røde Farve skylder Blodet sit Indhold af røde Blod- legemer (se Fig. 44, S. 6i), der forekommer i uhyre stort An- tal, hos Mennesket normalt f. Eks. af c. 250 Millioner i en almin- delig Draabe eller c. 5000 Miil. i en Kubikcentimeter. Disses væsentligste Bestanddel er det før nævnte Hæmoglobin, et Farvestof, der i flere Henseender staar det i Planterne forekom- mende Bladgrønt nær, men som dog spiller en ganske anden Rolle, idet dets væsentligste Funktion er den at besørge Trans- porten af Ilt til og Kulsyre bort fra de levende Væv. Et for ringe Antal røde Blodlegemer eller en mangelfuld Udvikling af disses Hæmoglobin er Tegn paa sygelige Tilstande (f. Eks. Bleg- sot). Foruden røde indeholder Blodet ogsaa hvide Blodlegemer eller Leukocyter, men i noget mindre Antal (hos Mennesket normalt c. 10 Millioner pr. Kubikcentimeter eller c. Million pr. Draabe), men disse spiller paa mange Maader en betydnings- fuld og mærkelig Rolle. De er nøgne, amøbeagtige Celler med en stor Selvstændighed, idet de er selvbevægelige og i Stand til at vandre, f. Eks. gennem Blod- eller Lymfekarrenes Vægge ind i Vævene og omvendt, hvorfor de ogsaa ofte kaldes Van- dre c eller. Og da de endvidere kan optage i sig og æde andre Celler, bl. a. fremmede Snyltere som Bakterier, hvorfor de ogsaa bærer Navnet Ædeceller eller Fagocyter, optræder de som en