Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

539 og Sansepsykologien; og de Forskere, der giver sig af hermed, vil — hvor fortjenstfuldt deres Arbejde end kan være — meget let staa Fare for at komme ud i en altfor spekulativ og uvidenskabe- lig Behandlig af Problemerne. Idet vi tager dette Forbehold, er det ingenlunde for ä priori at ville benægte Tilstedeværelsen af et højere Sjæleliv hos Or- ganismer, hvis anatomiske Bygning og hele Udvikling er væsent- lig forskellig fra eller i Almindelighed maa siges at staa langt lavere end vor egen, men vi vil betone, at de, der forfægter en saadan Antagelse, endnu i Hovedsagen bygger paa et hypotetisk Grundlag, hvis- væsentligste Basis er Analogiskitninger fra Menne- skelivet1)- Meget beror derfor paa disses Berettigelse, der maa søges i Overensstemmelsen dels mellem de Handlinger, der skulde være Udslag af det højere Sjæleliv, dels mellem den anatomiske og histologiske Udformning af de Organer, til hvilke dette maa antages at være knyttet. Lad os da først se paa, hvor langt vi kan komme ad den Vej ved en Sammenligning mellem os selv og de Organismer, der er i Besiddelse af et Centralnervesystem som vi, idet vi her gaar ud fra Grundtrækkene i det menneskelige Sjæleliv som noget be- kendt. Senere vil vi saa undersøge, hvad der berettiger til at an- tage højere sjælelige Funktioner hos saadanne Organismer, der ikke vides at have noget til et Centralnervesystem svarende Or- gansystem. Man kan opstille en stigende Skala for Udviklingsgraden af de Handlinger, der er Udtryk for et lavere og højere Sjæleliv (dette Ord taget i videste Betydning, se S. 526), nemlig 1) de simple Reflekser, der udløses i en enkelt Celle eller et enkelt Organ (f. Eks. i Sanseorganer) under Indvirkning af en ydre Faktor; 2) de spontane Handlinger (i Regelen ogsaa Bevægelser), der udføres uden ydre Paavirkning ved Udløsning af opsamlet Spænd- kraft inde i de levende Celler; 3) Instinkthandlinger, der foranlediges ved Indrryk udefra, men er langt mere sammensatte x) Nogle Forskere (som H. E. Ziegler) hævder ganske vist, at Dvrepsykologien er en selvstændig Videnskab, der, fordi Dyresjælen er et Forstadium til Menneskets Sjæl, giver Nøglen til Forstaaelsen a£ det menneskelige Sjæle- liv. Men man kan dog, som Wundt har fremhævet, ikke komme uden- om, at Dyrepsykologien overalt bygger paa bekendte Forhold fra det men- neskelige Sjæleliv og overalt maa anstille Sammenligninger hermed, hvor noget skal forklares.