Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

577 er lykkedes at faa ubefrugtede Æg af forskellige Pighude (Echi- nodermer) til at udvikle sig til ret fuldkomne Larver, men dog aldrig til helt udvoksne, normale Dyr. En saadan Virkning har f. Eks. Indblanding af visse Salte (især Klornatrium og Klormag- nium) i Vandet, hvori Æggene befinder sig, Anvendelsen af smaa Mængder stærke Gifte (som Stryknin) eller en kort Tids Indvirkning af saa høj en Temperatur, som ellers snart vilde dræbe Æggene. Ogsaa et Ekstrakt af de paagældende Dyrs Sæd uden Sædlegemer kan have denne Virkning, men særlig effek- tiv er en Behandling med Kulsyre. Man har paa disse i og for sig mærkelige Forsøg bygget store Forventninger om praktiske Resultater af ret besynderlig Art, og man har navnlig troet herigennem at have fundet Nøglen til en Forstavelse af selve Befrugtningens Væsen, idet man naturligvis har sidestillet Virkningerne af Sædcellens og disse kunstige Agen- ders Indflydelse paa Ægcellen med hinanden. Men i ingen af disse Henseender har man dog vist Udsigt til at naa noget virke- lig værdifuldt. Ti for det første er den i Ægget fremkaldte Ud- vikling tydeligvis af patologisk Art og nærmest at sammenligne med de ovenfor nævnte sygelige Svulster, der kan fremkaldes paa lignende Maade, saaledes at der ved den Slags Indgreb næppe op- naaes den Foryngelse og Evne til fortsat Udvikling, der netop er det centrale i den naturlige Befrugtningsproces. Og dernæst er den rent energetiske Paavirkning (Kraftoverføring eller Kraft- udløsning), som f. Eks. Loeb vil anse for den væsentligste Ind- virkning af Sædcellerne paa Ægcellen, og som han derfor mener delvis kan erstattes af osmotiske Kræfter (fra Saltopløsninger) eller katalytisk virkende. Stoffer (som Gifte og Enzymer), saa langt fra i Overensstemmelse med det, der faktisk foregaar under Befrugt- ningen, at f. Eks. en Ægcelle ofte straks gaar i et Hvilestadium, naar den har forenet sig med Sædcellen, og først senere begynder at dele sig, og de fra Sædcellen medførte Kromosomer og Cen- trosomer jo saa aabenbart spiller den største Rolle for Oprettelsen af en rent stoflig Ligevægt og Komplettering. Der er saaledes mere Grund til i den kunstige Parthenogenese at se blot en Kuriositet end noget, der har fundamental Betydning for Forstaaelsen af Be- frugtningens egentlige Væsen (se herom S. 570—73), og end mindre Udsigt til, at den vil kunne fremkalde en Revolution i den prak- tiske Udførelse af Organismernes Forplantning. 37