Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

59i strængt taget ikke berører selve Udviklingen, og man — fra visse Hold i hvert Fald — har stillet Drøftelsen af Aarsagerne til denne noget i Bero, indtil dei er vundet flere positive Erfaringer, bl. a. gennem Eksperimenter over den Maade, paa hvilken nye Former virkelig kan opstaa. Og vil man da skaffe sig et Over- blik over, hvor vidt vi for Tiden er naaede i Indsigt med Arve- lighedsproblemerne, vil det antageligt lette Forstaaelsen heraf at følge den historiske Traad i Udviklingen af selve denne Sag. Udviklings- og Arvelighedslæren indtil c. Aar 1900. Saa længe man nærede den Opfattelse, at de enkelte Arter af Dyr og Planter var opstaaede ved en Skabelsesakt, uafhængigt af hverandre, kunde Begreberne Slægter, Familjer o. s. v., der som bekendt blev anvendte af Linné ved hans Klassificering af Organ- ismerne, jo kun have en rent billedlig Betydning. Et virkeligt Slægtskab kunde der efter Datidens Opfattelse alene være Tale om mellem blodbeslægtede Individer, og dette vilde praktisk talt være indskrænket til at gælde Former indenfor samme Art eller Slægt, for saa vidt som Krydsninger mellem Individer af forskel- lige Slægter hører til Sjældenhederne, og man endnu ikke kender noget Eksempel paa, at Repræsentanter fra forskellige Familjer (alle disse Udtryk her tagne i naturhistorisk, LiNNÉ’isk, Forstand) kan »blande Blod« med hinanden. Om Overgange fra den ene Art til den anden mente man slet ikke, der kunde være Tale. Hver Art var skabt med Karakterer, der holdt sig konstante, saa længe Arten eksisterede. Rent vidunderligt og beundringsværdigt var det, at Linné, der baserede sin Inddeling paa i flere Henseender kunstige Kendemær- ker, alligevel i Hovedsagen fik Organismerne ordnede i Grupper, der efter en moderne Opfattelse er Udtryk for et virkeligt — nærmere eller fjærnere — Slægtskab i udviklingshistorisk Betyd- ning, og at hans System derfor af senere Forskere ogsaa kunde benyttes ved Udformningen af Dyrenes (i hvert Fald Hvirvel- dyrenes) og Planternes formodede Stamtræ. Der laa da i denne ydre Lighed, der jo særlig angik Forplant- ningsorganerne, og endnu mere i Overensstemmelserne i de indre Bygningsforhold, som Linné og hans Samtid ikke kendte meget til, noget langt væsentligere til Grund, end man da kunde for- mode. Men forøvrigt antog allerede Linné’s samtidige, Buffon