Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

150 Hesten. nærme sig Hesten, og som ere Udtryk for, at dennes hele Levemaade er for- flellig fra de Uddsde Mellemformers. Især bør det fremhæves, at ligesom Formindstelsen af Tæernes Antal og den særdeles kraftige Udvikling, som den tiloversblevne Taas Knogler og Muskler have faaet, har gjort Hesten fortrinlig stikket til hurtig Bevægelse paa nogenlunde fast Bund, saaledes ere ogsaa Fordojelsesorganerne (Tænderne iberegnede) efterhaanden blevne fuldkommen- gjorte i Retning af Evne til at fumte behandle Plantefsde og særlig den Slags Plantefsde, som vokser paa mere eller mindre hojtliggende Steder. Og saavel det omstrejfende Liv, som Hestene rmder saadanne Forhold maa fsre, som selve den paa slige Steder værende Fsdes fortrinlige Beskaffenhed have været de væsentligste Faktorer til at fremkalde Hestens særlige Naturel, som udmærker sig ved en saa fremtrædende Energi og et saa hsjt udviklet Nerveliv, at man vil have ondt ved at tænke sig, at Hesten er udgaaet fra de samme Dyreformer som Nceshornet og Tapiren. Den i sin Tid hsjt ansete Naturforster og Naturbeflriver Buffon siger ogsaa med en vis Berettigelse om Tamhesten, at den er det af alle Dyr, som i Forening med fremtrædende Stsrrelse frembyder det bedste Forhold og den storste Elegance i Legemets forskellige Dele. — Men paa den anden Side er det værdt at lægge Mærke til, at jo mere de Forhold, hvorunder Hesten lever, nærme sig dem, som dens (samt Tapirens og Næshornets) Forfcedre levede under, desto mindre fremtrædende bliver dette Husdyrs Energi, og desto mere tilbagetrcengt dets Nerveliv — og dette præger sig lydeligt i Dyrets hele Ydre: Det udmejslede ved Muskler, Sener og Knogler gaar tabt og afloses af gennemgaaende blode, udviflede og mere eller mindre plumpe Former — Præget bliver „svampet"; den stolte, fri og knejsende Holdning taber sig mere eller mindre, Hovedet bliver tungt og klodset med smaa, ikke synderlig livlige Øjne, smaa, brede og grove Ører, smaa, tykrandede, daarligt udspilede Næsebor og svampede Læber; Huden bliver tykkere, og Haar- laget grovere, og endelig bliver Bevægelsen niere eller mindre tung og slap — kort sagt, det meste af det, vi ellers beundre hos Hesten, det æstetisk sksnne, det, som netop gør, at vi kalde Hesten vort „ædleste" Husdyr, gaar delvis eller helt tabt. Men derfor mister Hesten alligevel ikke sin Værdi som Husdyr; thi stsnt den grove Hest ikke egner sig til det Brug, man vistnok oprindelig gjorde af dette Hllsdyr, nemlig til Ridning, vil den dog (fordi den sædvanlig tiltager i Masse, samtidig med at den taber sit „ædle" Præg), vedblive at spille en fremtrædende Rolle i Husdyrbruget; thi i sin ændrede Form egner den sig fortrinligt som Slcebedyr, og i de mangfoldige Former, som Hesten frembyder uden at være et fuldendt Ridedyr eller et afgjort Trækdyr, vil den i svrigt velbyggede Hest vedblive at Deere en værdifuld Kraftproducent, saaledes at man med fuld Ret kan kalde Tamhesten en af Menneskets smllkkeste og for Kulturudviklingen betydningsfuldeste Erobringer.