Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

 /(IV Bedömmelsen af Hestens Udre. Manken har sin storfte Hojde over Torntappen Paa den 5te Brysthvirvel, og hvis den der er 3 Tommer hojere end den egentlige Ryg, saa er den middelhøj; overstiger den denne Hojde, er den hoj, og naar den ikke denne Hojde, er den lav. — Efter som Torntappene paa de bag for den 5te Brysthvirvel beliggende Hvirvler brat eller jævnt aftage i Hojde, bliver Manken kort eller lang. Er Manken meget kort, kan den ende over den 9ende Brysthvirvel; er den meget lang, kan den ende over 12te eller 13de Bryst- hvirvel. Jo længere Manken er, desto kortere bliver Ryggen derfor. — Om Manken er skarp eller tilrundet, afhænger nærmest af, om Torntappene ere hoje eller lave i Forhold til den Bredde, som Brystet har. Jo bredere dette er, jo hojere maa Manken bære, for at den kan blive ff arp. Da Mankens Hojde har Indflydelse paa Halsens Rejsning og Forlemmets Løftning, maa Ride- og Luksushesten, der stal kunne bcere sin Hals godt og foretage regelmæssige og behændige Bevægelser med Forlemmerne, have en hoj eller dog middelhoj Manke. For Ridehestens Vedkommende maa Manken tillige gaa jævnt over i Ryggen; thi en hoj, men kort Manke er netop en væsentlig Fejl for en Ridehest, da den meget let trykkes af Sadelen. — Trækhesten kan nojes med en kortere og lavere Manke. Ryggens Retning bedommes, fordi Hestens Brugbarhed for en væsentlig Del afhænger heraf. Har Ryggen en flraa Retning fortil, saa er Hesten ude af Ligevægt, og den egner sig ikke til Ridebrug. Er Hesten meget ude af Ligevægt, vil den heller ikke kunne anvendes som Luksuskorehest, da Forlemmerne saa ikke kunne gribe godt frem under Be- vægelsen. — Sænker den lange eller blode Ryg sig nedad som en Folge af Indvoldenes eller Rytterens Vægt, eller (hos Hoppen) paa Grund af gentaget Svangerskab, siges Hesten at være svejrygget. En saadan Hest har gerne en stærkt rejst Hals og en behagelig, blod Ryg at sidde paa; men Ryggen er svag og formaar ikke at bære nogen stor Vægt og trykkes let af Sadelen. — Hvælver Lænden sig opad som en Folge af, at Hesten har maattet trække for haardt, saa er Hesten karpelcendet, og den har da en kort og stiv Bevægelse bagtil paa Grund af en tilstedeværende Omhed og klbevægelighed i Lænden. Bliver Forskellen i Torntappenes Hojde paa Lænden synlig (de midterste ere lidt hojere end de foran eller bag for liggende) paa Grund af en mangelfuld Muskelsylde paa Lænden, saa faar Hesten Udseende af at være karpelcendet; men denne Mangel ved Lænden (som oftest iagttages hos Hopper, der have solet gentagne Gange, idet Rygmusklernes Fylde og Spænding i hoj Grad paavirkes af Kønsorganernes Virksomhed) maa ikke forveksles med den egentlige Karpelcend, fra hvilken den kendes derved, at Hesten vel har en noget slap, men ikke en kort og stiv Bevægelse bagtil. Endelig kan Lænden i enkelte Tilfælde ses at hvælve sig stærkt opad som Folge af en usædvanlig stærk Udvikling af Torntappene vg af Muskulaturen paa Lænden, men denne Ejendommelighed ved samme er langtfra nogen Fejl, idet den netop giver Lænden en overordentlig Styrke og muliggør en meget kraftig Fremstydning af Legemet ved Baglemmerne. — Jndstukken siges Lænden at Deere, naar der er en Fordybning til Stede mellem begge de indvendige Hoftehjorner, idet Rummet mellem dem ikke er udfyldt af Rygmustlerne, som Folge af, at disse ikke ere godt udviklede. Da nu Karpelcenden især sindes hos Heste med svage Rygmufller, er det forstaaeligt, at indstnkken Lænd og Karpelænd oftest følges ad. L II. Lemmerne. For at Hesten flal kunne gore Fyldest i den forflelligartede Tjeneste, der forlanges af den, maa den foruden en god Kropbygning tillige have Lemmer, hvis hele Konstruktion passer til det Brug, der sial gores af Dyret,