Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

190 Hesteir tunge og let medfore, at Hesten stryger sig, og smaa Hove let forsnævres, saa Hesten faar en ommelig Bevægelse. Hornet maa være smidt og helt, Dragterne vidt stillede og hverken for hsje, lave, nedtraadte eller ombojede; Straalen maa være fyldig og sund, og Saalen ikke flad eller hvælvet nedad. (Se i svrigt S. 30—31 og Under „Hovplejen".) 5. Forlemmernes Stilling. Naar Hesten staar, bsr Forlemmet indtage en lodret Stilling, og Taaen vise lige fremad. Strækker Hesten Forbenene fremad, tyder det paa, at den er forsangen, og staar den med understillede Forben, tyder det paa, at den er ude af Ligevægt. Viser Taaen udad, da kan dette enten hidrøre fra en Skævhed i Ledfladerne i Kodeleddet, eller fra at Hesten er kalveknæet, eller det hidrører fra, at den staar med indtrykte Albuer. I forste Tilfælde svinger Hesten kun med Taaen, i det andet Tilfælde svinger den med For- piben, i sidste Tilfælde vil Hesten enten faa en bunden Bovbevægelse, eller hele For- lemmet vil fores svingende fremad, alt efter som Boven enten er soroverhængende, eller Bovlejet er lost paa Grund af en stærkt tilrundet Manke. Den indad drejede Stilling med Taaen skyldes enten en Skævhed i Kodeleddets Ledflader, eller at Hesten er hjulbenet eller har en fremskudt Bov, og i Henhold hertil svinger den enten med Koden, eller Be- vægelsen bliver mere eller mindre flettende. III. Halsen. Ved denne tages Hensyn til dens Længde, Bredde, Tykkelse, til Be- skaffenheden af dens oberste og nederste Rand, samt til hvorledes den er rejst, baaren og forenet med Hovedet. Kort er Halsen, naar den er af samme Længde som eller kortere end Hovedet, og den er unaturlig lang, naar den overstiger Hovedets Længde med mere end 74—78. Er den korte Hals tillige tyk (o: bred fra Side til anden), benævnes den en Tyrehals. Den lange Hals er mere bøjelig end den korte og er derfor kun en Fejl, naar den enten er for svag, eller Hovedet for tungt; derimod er den korte Hals paa Grund af sin Stiv- hed en Mangel for Ridehesten. Halsens Bredde nedentil afhænger af, om den træder host eller lavt ud as Bringen. Træder den host ud as Bringen og aftager jævnt i Bredde opad mod Hovedet, saa er Halsen fin, i modsat Fald er den bred og grov. — Den oberste Rand af Halsen er skarp, naar der ikke er afsat meget Fedt i det Bindevæv, der sindes langs Halskammen; er dette derimod Tilfældet, bliver Halskammen grov og endog hængende (Spcrkkam). Den nederste Rand af Halsen viser sig mere eller mindre tynd- eller tykstrubet, efter som Halsen er mere eller mindre godt baaren. Hvorledes Halsen er rejst, afhænger af Mankens Hojde, Lanse mærkets Beflaffenhed og af Halsens Udtrædning af Bringen. For at Hesten skal have let ved at holde sin Hals rejst, maa Manken være høj eller middelhøj, Lansemærket tydeligt markeret, og Halsen træde hojt ud af Bringen. Er Manken lav, ville Musklerne, der flulle holde Halsen rejst, hurtig trættes, og saadanne Heste gaa derfor lavt med Halsen; og er Hesten „j æv ir- man k et , idet Ätanken er høj, men Lansemærket mangler, saa er det endog umuligt for Hesten at stille Halsen lodret. Om Halsen er baaren mere eller mindre godt, afhænger derimod af Bovlejet. Er Skulderen lang, straa og ikke forrykket i sit Leje, saa ligger den Del af Skulderen, hvorfra Halsens Hcengemuflel (Skulderbladets Strækkemuskel, se Anatomifigur Nr. 21) udspringer, langt tilbage paa Brystet, og Halsen bliver da godt baaren, hvilket viser sig