Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Bedømmelsen af Hestens Ådre. 191 bed, at dens nederste Rand er lige og tyndstrubet; men er Skulderen fort, stejl, fremskudt eller foroverhængende, saa rykker nævnte Muskels Udspringspunkt længere frem paa Brystet, og Halsen bliver da fremhvælvet og tykstrubet i samme Forhold, som en eller flere af de nævnte Fejl ved Boven ere til Stede. Om Foreningen mellem Hoved og Hals er mere eller mindre fri eller- trang, afhænger af Nakkens Længde og Retning, Halsens Bredde oventil og Kcebekulens Rummelighed. En fri Forening mellem Hoved og Hals, der tilsteder en saadan Be- vægelighed i Nakken, at Hovedet kan indtage en lodret Stilling, naar Halsen er rejst, forudsætter Tilstedeværelsen as en lang, vandret liggende, noget hvælvet Nakke, en oventil fin Hals og en rummelig Kæbekule, der i sig kan optage Luftrorshovedet og den forreste Rand af Halsen. Hovedets Forening med Halsen bliver derfor i samme Forhold mangel- fuld, som en eller flere af de nævnte Betingelser for Hovedets Bojning i Nakken ere mere eller mindre ugunstige. Er Nakken kort vg stiv, da er Hesten, især hvis ben er blodmundet, Fig. 93. Hjortehals. Ravnehoved. Fig. 94. Svanehals. Braknæset Hoved. tilbøjelig til at gaa bag Biddet. Savner Kcebekulen Rummelighed, vil en fremtvungen Bøjning af Hovedet let fremkalde Blodoverfyldning i dette. Denne Mangel er derfor ikke blot solelig for Ridehestens Vedkommende, men ogsaa for Korehestens, naar den stal tømmes op. Hjortehalsen (Fig. 93), der findes hos den vilde Hest og Trækhesten paa bakket Terrain, er den naturlige Halsform. Den kan stilles lodret, og dens nederste Rand er da fremhvælvet og tykstrubet, dens overste Rand udhulet, fortsættende sig i en kort, udhulet Nakke, der medforer en trang Forening mellem Hoved og Hals. Denne Halsform gor det muligt for Hesten at samle sig (o: at lægge Tyngdepunktet længere tilbage i Legemet), men Rytteren savner Ledelsen over Hesten, da Biddet paa Grund af Hovedets vandrette Stilling virker paa Mundvigerne i Stedet for paa Laderne. Ridekunsten har derfor sogt gennem Biddet (og især Stangen) at fremtvinge en saadan Bojning i Nakken, ot Hovedet kom til at indtage en lodret Stilling, og derved opstod i Tidens Lob hos Rideracerne den egentlige Svanehals (Fig. 94), der er lodret stillet, tyndstrubet og frem- byder en Buekrumning i Halsens overste Del. — Den fremstrakte Hals fremkommer hos Heste, der under Brugen strække Halsen fremad for enten, som hos Loberen, at give