Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

192 Hesten. Forlemmets Fcellesmuskel en gunstig Retning for dens Virkning, eller, som hos Træk- hesten, for bedre at kunne lægge Legemets Vægt i Selen. Da Hovedet her virker paa Enden af den fremstrakte Hals, vil denne, netår den enten er lang og svag, eller Hovedet meget tungt, brydes ved Forbindelsen mellem 3dje og 4de Halshvirvel. Det samme sker i ovrigt ogsaa let, selv om Hovedet ikke er for tungt for Halsen, naar man vil fremtvinge en unaturlig Rejsning og Bojning af en fremstrakt Hals. Den brudte Hals maa ikke forveksles med Svanehalsen, fra hvilken den adstilles derved, at Hesten ikke bojer i Nakken, men længere nede paa Halsen. IV. Hovedet. Ved Hovedet tages især Hensyn til dets Længde, Bredde og Form. Det er middellangt, naar Ansigtet (Kæberne) er dobbelt saa langt som Panden; kort eller langt derimod, naar Kæberne have en mindre eller storre Længde i Forhold til Panden, end anført. — Dets Sidebredde bestemmes af Hojden af de Dele as Kæberne, i hvilke Kindtænderne ere indplantede, og som igen afhænger af Kindtændernes Længde. Da disse ere længst hos grove Heste, faar Hovedet hos saadanne en storre Bredde, set fra Siden, end hos ædle Heste, og der er ikke, som hos disse, en tydelig Adskillelse til Stede mellem Underkæbens bageste, brede Muskelstykke og forreste, smallere Tandstykke. Hovedets Bredde, set forfra, bestemmes især af Næsehulernes (og deres Bihulers) Bredde, og den er, ligesom Hovedets ovrige Dimensioner, gerne størst hos grove Heste. Hvad Hovedets Form angaar, da kan man skelne mellem et ædelt, groft og flovt Hoved. Det ædle Hoved er lille, fint, med korte, smalle Kæber, flad og bred Pande, lige, smal, nedentil tilspidset Næseryg og vel udviklet Næsespids, lange, fine, vel ansatte og velstillede Ører, store, fremstaaende og livlige Djne og fine Djelaag, store, bevægelige, finrandede Næsebor, faste, tætfluttende Læber, fine Tyggemuskler, fint Haarlag og en fin Hud, i hvilken Aarernes Løb er synlig. — Det grove Hoved er stort med lange og brede Kæber, grove Arer og Tyggemuskler, smaa og lidet bevægelige Næsebor, tyk Hud og en grovere Haarbeklcedning. — Det flove Hoved har et lille, stovt Aje, fede Ojelaag, flappe, hængende Orer, lav eller smal Pande og en krum Nceseryg. Panden er firkantet, naar Afstanden mellem Øjnene og O rerne er den samme som Pandens Bredde. Den lave Pande giver Hesten et flovt, den smalle giver den et lumskt Udtryk. O rerne ere sine, naar de ere smalle, tilspidsede og finhudede; grove, naar de ere brede, afstumpede og grovhudede. De ere vel ansatte, naar de udgaa lige oven for den udvendige Ojekrog, og vel førte, naar de have en Middelhceldning fortil, ere parallelt- lobende og vise deres Aabning lige fortil. Ojegruberne (Fig. 75, 3) ere dybe hos gamle og afmagrede Dyr. Fede kaldes Ojelaagene, naar de ere meget fyldige, paa Grund af at der findes meget Bindevæv under dem. Ojet maa være sundt. Blindhed paa begge Ojne opdages let af Dyrets vadende Bevægelse. Blindhed paa et af Ojnene viser sig derimod ved, at Hesten trykker sig til en bestemt Side, naar den passerer smalle Dore, Broer eller fores i Nærheden af storre. Genstande. Aarsagen til Blindheden flonnes let, naar den styldes en Fordunkling af Hornhinden; har den sin Grund i sygelige Forandringer i det indre af Djet, som t. Eks. graa Steer, maa Pupillens Bevægelighed og Linsens Farve nøjere undersoges af en sagkyndig. Næsen siges at være braknæset, naar Næseryggen er stærkt indtrykt paa Midten; krumnæset, naar den hvælver sig opad. Fortsætter Krumningen sig op paa Panden, kaldes Hovedet Ravne- eller Kaninhoved.