Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

212 Hesten. Det er nødvendigt, at Foreren har en let Pist i Haanden; han maa dog ikke slaa med ben, men kun ganske let berøre Benene, for at bringe Dyret til at staa, som det bor. Ligesom man gradvis vænner Føllet til at staa smukt og regelmæssigt paa Benene, saaledes lærer man det ogsaa til at gaa og lobe lige og smukt ved Siden af Foreren. Demie fatter til den Ende begge Tøjlerne nogle faa Tommer under Dyrets Hage med hojre Haand, saaledes at Pegefingeren lægges mellem hojre og venstre Tøjle og uden, saaledes som det ofte fler, at stikke Tommelsingeren gennem Mundstykkets Ring; derpaa lader man Dyret forst gaa i rolig Skridt, derefter i Trav. Foreren maa imidlertid aldrig lobe foran; han skal holde sig ud fra Dyrets Bov, og det maa helst se ub, som om det var Plaggen, der forte Manden frem og ikke omvendt. Foreren maa dog stadig folge med og holde Dyrets Hoved lige ud og i naturlig Højde, fordi Hesten derved faar et friere Lob. Naar han vender, maa det altid være hojre om; derved hindres nemlig Hesten i at „slaa ud" under Vendingen, hvilket navnlig unge og fyrige Heste ere tilbøjelige til, og desuden er det Dyret, man vil se, og ikke Manden, der mønstrer det. Er det en Mand, der har lidt Talent i Retning af Dressur, kan han hurtigt lære det unge Dyr at løbe i Takt med sig, hvilket ser smukt og godt ud. Saa snart Mønstringen er til Ende, bringer man igen Dyret til at staa roligt og lige; dette opnaas let, naar man stiller sig foran med en Tøjle i hver Haand (mellem Tommelfingeren, der holdes strakt med Spidsen i Vejret, og de andre Fingre, der holdes bøjede), samt bevæger Biddet lidt. Desværre ser man ofte, at Hestene monstre meget slet, og navnlig ved vore Dyrskuer er det en Undtagelse, at se en Hingst blive trukken frem og monstre, saaledes som den burde, og saaledes som det altid kunde være Tilfældet, naar man fra Dyrets tidligste Ungdom havde gjort sig lidt Umage dermed. Man maa nemlig erindre, at det ikke alene er, for at Hesten flal tage sig godt ud, at man vænner den til Monstringen, men ogsaa fordi man ved denne faar Lejlighed til at lære Hesten Lydighed og til at vænne den af med forstellige Unoder, som kunne virke i høj Grad forringende paa dens Handels- og Brugsværdi. c. Dressur. Den Anvendelse, man vil gøre af Hestene, afgør, hvorledes man i det andet Aar bor dressere (øve) dem, og det maa anses for heldigst at lade en rafl Dreng paa 12 å 14 Aar begynde at ride dem lidt; thi for det forste blive de, fordi de derved vcennes til at lystre Biddet, lettere at tilføre, og for det andet er den Bevæ- gelse, de faa i Longe, mindre heldig, da de ved at lobe rundt i en temmelig snæver Kreds let faa en mindre god Bevægelse, især fortil. Det almindeligste er, at man med vore Landheste begynder at vænne dem til Arbejde i 2 å 27a Aars Alderen, idet man sætter dem for Plov, Harve eller Tromle. Det maa imidlertid paa det bestemteste fraraades at sætte dem for Harve; thi viser Plaggen sig urolig, kan Harven let væltes med Tænderne i Vejret, og der kan da ffe store Ulykker. Derimod kan det anbefales at sætte Plaggen for en let Arbejdsvogn sammen med en rolig, from og ikke for doven Hest; man binder Hammelen, saa at den ældre Hest kan trække Vognen alene, hvis Plaggen ikke straks vil træffe, men saa snart den viser sig villig dertil, loses Hammelen. Er den muligvis i Begyndelsen lidt ængstelig for Stængernes og Skaglernes Berøring, kan man give den en Bremse paa, men saa snart man ser, at den gaar roligt og godt, tager man Bremsen af. Om nu ogsaa Plaggen er kraftig og godt udviklet, maa man ikke forlange for meget og svært Arbejde af den — 2 Timer hver halve Dag vil vcere passende — og Fordringerne i H. t. Arbejdsydelse maa kun forsges ganske gradvis. Er det forædlede Heste, der flulle anvendes enten til Væddeløb eller til hurtig