Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Hestens Ernæring. 215 6 Timer og hver Dag opbruges, for at den ikke stal blive sur. Den hele Majs, skulde man tro, var vanflelig at tygge; men dette gaar meget let baade for gamle og unge Heste, hvorfor det ogsaa kan tilraades at give Majsen paa denne Maade, da netop det, at Dyret tygger Kernen grundigt, hvorved den blandes godt med Spyt, bidrager til, at det faar den fulde Nytte af, hvad det ceder. Man kan ogsaa give Hesten Rug, da dette Foder ofte er billigere end Havre (omtrent af samme Pris som Majs). Rugen maa helst valses eller sættes i Stob, dels fordi Kernen er temmelig haard, dels fordi Rugen ellers bulner stærkt ud i Maven og derved let giver Kolik. Vil man anvende Rug i Stedet for Havren, maa man desuden ganfle gradvis forandre Foderet, da der i modsat Fald kan indtræde farlige Fordojelsesforstyrrelser. Oliekager kimne ogsaa anvendes, men Hsrfrskager ere som oftest for dyre i Forhold til deres Næringsværdi. Derimod ere Jordnsdkager langt billigere og waaste lige saa nærende; dog bsr man ikke give mere end iy2 Pd (3/4 Kg.) daglig i Forening med andet Kernefoder. — Rngklid er ogsaa et nærende Foder for Heste; men da de ere lige saa dyre som Rugen selv, vil det vistnok være fordelagtigere at benytte denne. Til alle Heste, af hvilke der forlanges Hurtighed, bsr man ubetinget brage Havre (i enkelte Tilfælde med et mindre Tilstud af Bonner); thi dette Foder gør Hesten let og fyrig; derimod kan man anvende Majs og Rug til Heste, der bruges til langsomt Arbejde, og hvor der især forlanges megen Kraftanstrengelse. Forogelsen af Kraftfoderets Mængde maa altid ske ganske gradvis, og nogen Tid inden det strengere Arbejde begynder. Det er udmærket godt at give sine Heste om Vinteren nogle Gule- rødder — de bevirke en god Fordojelse af de andre Foderstoffer og holde Fordojelsen i Orden. Naar Hestene komme i Stald efter en anstrengende Tur, er det gavnligt at give dem varme Hvedeklid.. Man flænker kogende Band paa Kliddene, rorer dem blot om og hælder bent i Krybben saa varme som muligt. Man kunde tro, at Hesten brændte sig; men dette er ikke Tilfældet; den stal vel vogte sig, og de varme Dampe, den indaander, modvirke mangen Forkølelsessygdom. En Saltsten bsr ikke savnes i Krybben. Naar der er Tale om, hvilken Sort Halm man helst flal give, da er det sikkert, at Havrehalm er den bedste (o: den indholdsrigeste), derefter Hvedehalm og sidst Rughalm, som er mindst nærende. Grunden til, at der alligevel altid er saa stærk Rift om Rughalm, er den, at Rugen, vort Brsdkorn, sædvanlig er bedst hostet og bjærget; men da Hestene ikke gerne æde ret meget af denne Halm, saa er det nsdvendigt, ifald man bruger udelilkkende Rughalm, at give dem mere Kerne, hvorved de blive lettere og kraftigere.