Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

‘216 Hesten. Kun til gamle Heste, som daarligt kunne tygge, samt til Unge Heste i Tandstifteperioden og til meget svære (store) Heste, som kun have korte SEde- tider, er det rigtigt at give Kernen knrlst og Hakkelsen finskaaren; men i alle andre Tilfælde bor man anvende hel Kerne og Hakkelsen kun skaaren i c. % Tommes (2 Ctm.) Længde, for derved at fremtvinge Tygning og en forøget Spytafsondring. Mange give ikke deres Heste Hakkelse, men rigelig Ho eller Havrehalm og lade dem æde deraf efter Behag og Behov; dette kan være meget rigtigt, hvor Hestene have god Tid til at tygge Foderet; derimod maa man give Hakkelse til Heste, som ere i Arbejde største Delen af Dagen. Paa Landet giver man oste Hestene alt for megen Hakkelse; derved tvinger man dem til alt for meget Tyggearbejde i Forhold til Foderets ringe Næringsværdi. Naar Hesten imidlertid blot paa hvert Foder faar dobbelt saa megen Hakkelse, ester Fyld (men ikke efter Vægt), som der er Kerne, saa vil den æde op med Begærlighed, og saa kan man under Krybben lade den faa rigelig og sund Halm, hvoraf den selv kan æde, hvis den har Lyst til mere. Da det er en almindelig udbredt Tro, at man meget længe stal surge for at have gammelt Foder og gammel Havre til sine Heste — enkelte paastaa endog lige til Jul — bor det aldeles urigtige i denne Anstuelse fremhæves; det ny Hs, Halm og Havre er nemlig nok saa letfordojeligt vg mere velsmagende end det gamle fortorrede og som oftest stovede Foder, og naar man blot i Begyndelsen giver det blandet med gammelt Foders vil det sjælden eller aldrig fremkalde Kolik. Grunden, hvorfor nyt Foder jævnlig fremkalder Sygdom, er sikkert væsentligst den, at Hesten æder det med for stor Begærlighed og derved pludselig overfylder Maven og Tarmene. Kun naar Talen er om Heste, der stulle udvikle stor Hurtighed, og som derfor maa holdes saa lette som muligt, kan det være tilraadeligt at vedblive i længere Tid med det gamle Foder — om ikke af anden Grund, saa fordi de ikke saa let overfylde sig med dette og derfor blive tunge. Det er dog heldigvis endnu almindeligt,' at de unge Heste, saa længe de ikke ere komne i fnldt Nnmmer, ere paa Græs om Sommeren, hvilket er det ene naturlige, da Græsset som et alsidigt Foder indeholder alle de Næringsstoffer, Dyret trænger til for at udvikle sig efter sin Natur. Der- imod er det, siden det er blevet almindeligt, at Koerne stulle have alt det bedste, mange Steder blevet Skik og BrUg, at lade Arbejdshestene staa paa Stald hele Sommeren; og om de nu ogsaa faa lidt Grsnt blandet i Foderet, saa er det langtfra saa godt for dem som at komme paa Græs- gangen, hvor de opholde sig i den friste Luft; ja, den fugtige Jord og Græsset, de gaa i, virker ogsaa gavnligt paa de af Arbejdet stive Lemmer. Arbejdsheste, der hvert Aar komme paa Græs fra Slutningen af Maj og til St. Hansdag, gennemgaa derved en Gronkur, som virker lige saa gavnligt paa dem, som en Brondkur paa et Menneske, og der er næppe Tvivl om, at det jo forlænger deres Liv.