Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Hestens 9tøgt Pleje og ®rug. 221 II. Hestens Pleje under Arbejdet. Ved fhv. Forpagter R. Bladel. Næst efter at henvise til nedenstaaende Afsnit om Hestens Brug og Opseling og om Hovplejen, skulle vi her i Korthed paapege nogle af de Hensyn, som Kusten bor tage mider Ksrselen. Forst og fremmest bor Kusken sorge for, at Seletojet i alle Henseender passer til Hestene, at alle Remme ligge glatte, saa at de ingen Steder trykke eller gnave Hestene; ligeledes maa han paase, at Hestene ere saaledes beslaaede, at de kunne udfore det Arbejde, man forlanger af dem, og navnlig om Vinteren maa Kuflen altid, hvis han flat foretage længere Rejser, være forsynet med Braadder, saa at han, hvis det pludselig flulde blive glat Fore, kan braadde sine Heste, og derfor bor han altid fore Hammer og Kniv- tang med sig. Naar Hestene stulle spændes for, maa forst Koblerne spændes, derefter Linerne og sidst Skaglerne; spændes der fra, gaar man frem i den omvendte Orden, saa at Koblerne er det sidste, man losner. Inden Kusten sætter sig paa Vognen, bor han gaa rundt om Hestene og efterse, om alt er i Orden. Naar nu Hestene flulle sættes i Bevægelse, strammer han Linerne og giver et Smæk med Tungen, hvilken Lyd Hestene snart lære at lyde; derimod maa han hverken slaa Knald med Pisten eller slaa med ben, da det vil have til Folge, at Hestene, i Stedet for at sætte Læsset i Bevægelse ved et roligt Træk, ville springe til Tojet, og faa de ikke straks Læsset i Gang, kan man let gore dem stædige. Ere Dyrene af forflelligt Temperament, kan man lægge Piflen ganske roligt paa den sindige Hest, dog saaledes, at den mere hidsige Hest ikke mærker det. Det er altid rigtigst, naar man begynder at kore, eller paa hvilken anden Maade man tager Brug af Hesten, da at lade den begynde smaat. Er det tunge Læs, der flal trækkes, da er Fodgang det sædvanlige; er det med et let Koretoj, man stal af Sted, maa man begynde med en „Luntetrav"; forst naar man har kort noget, og Hesten har faaet udpustet, og naar Den, som man siger, har „slaaet Bug", d. v. s. udtomt Gødningen en Gang, kan man forcere Gangarten, dog aldrig ud over Hestens Kræfter. Blive Hestene fly for noget, de mode, maa man soge at berolige dem ved at tale opmuntrende til dem og klappe dem med Pisten, derimod maa man aldrig flaa dem, da de saa, hver Gang de mode noget lignende, give sig til at springe til Side af Frygt for, at nu stulle de have Prygl. Enhver fornuftig Kufl vil aldrig falde paa at slaa en træt eller stædig Hest; thi er den kun i Begyndelsen lidt stædig, saa vil man med Prygl snart bringe det til, at den aldrig er til at bruge. Pisten er nødvendig, men bor kun anvendes paa en doven Hest eller en Hest, som har faaet Uvaner, den nødvendigvis maa vcennes af med. Hvor meget et Par Heste kan og bor trække, er næsten umuligt at angive nøjagtigt, da det til Dels beror paa Hestenes Størrelse og iscer paa, hvorledes Vejene ere. I Byerne, hvor der er god Brolægning, og paa Landevejene, naar de da ere faste og ikke for bakkede, kan et Par gode, store, kraftige Heste let trække 4000 Pd. og mere, naar man blot lader dem gaa i rolig Skridtgang. Kuflen maa naturligvis paa længere Rejser sorge for, at Hestene hver anden eller tredje Time faa et lille Foder samt Vand. Han maa helst selv fore Spand og om muligt transportabel Krybbe med sig, men i ethvert Tilfælde maa han, naar Hestene fiulle fodres af en fremmed Krybbe, rense denne omhyg- geligt inden Fodringen — alt Hensyn, der bor tages for at undgaa, at Hestene paadrage sig smitsom Sygdom. En meget vigtig Ting er det fremdeles at sorge for, at Hestene ikke komme til at