Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

 224 Hestert. punkt blot fik fri Tojler. Kuflen til eit saadan Hest bor derfor altid være færdig til at kore paa den Tid, Hesten vil af Sted; thi for hvert Minut, denne ftal vente herud over, bliver den sædvanlig mere nervøs og derved tilbøjelig til at gore Vanfleligheder. En anden gyldig Grand til Hestens Vægring mod Arbejde afgiver saa- danne sygelige Tilstande hos den, som medfsre smertelige For- nemmelser for den ved Brugen, f. Eks. Selebrud. Knusninger og Saar i Huden ere altid smertefulde. Intet Under derfor, at Hesten, især den yngre og mere følsomme, ofte vægrer sig ved at arbejde, netår den mærker Selens Tryk paa det omme Sted. Selv efter fuldstændig Tilheling as Trykflader bliver der undertiden for bestandig en saa hoj Grad af Kildenhed tilbage hos Hesten, at den bliver, om ikke ubrugelig, saa dog vanflelig og umedgørlig under Opselingen og ved Arbejdet. Disse Ulemper vilde ret ofte kunne forebygges ved blot at iagttage den Regel,'.altid ved Opselingen at lægge nøje Mærke til Hudens Tilstand paa de for Sele- tryk mest udsatte Partier og tillempe Seletojets Leje saaledes, at Tryk paa de en Gang beskadigede Steder undgaas. Den hermed forbundne ringe Umage vil rigelig lønnes ved, at Hesten i saa Fald næsten altid kam (og vil) vedblive at gore Tjeneste og dog — ved en skonsom Behandling — paa samme Tid helbredes. En meget væsentlig Betingelse saavel for Hestens Arbejds- villighed som for god Udnyttelse af dens Kræfter er det, at de Redskaber, den skal arbejde i, baade ere hensigtsmæssigt ind- rettede og rigtigt anlagte paa Dyret. Det er altsaa Seletsjet og Op- selingen, der i saa Henseende kommer i Betragtning. Den hos os almindeligst benyttede Konstrnktion af Seletoj til ArbejdsbrUg er Bringeselen. Andre Steder foretrækkes Knmpte- (Stav-) selen*). Men hvad enten der bruges den ene eller den anden af disse Seletsjsformer, er det en Hovedfordring, at Selen passer Hesten, d. e., at den indrettes og anlægges saaledes, at Hesten kan lægge sig i den med al sin Kraft uden derved at modtage ubehagelige, smertelige Indtryk eller endog Besiadigelser og saaledes, at den (Selen) heller ikke bliver til Hinder for vigtige Livsfunktioners Udfsrelse, f. Eks. Aandedrcettet. Kumpten (Stavtræet) maa derfor ikke være saa kort, at den under et stærkere Ryk kommer til at ove Tryk paa Luftroret ved dettes Indtræden i Brystet. Og Bringe- selens Bringestykke maa ej ligge saa højt, at dets overste Rand faar samme Virkning. Thi i begge Tilfælde vil Hesten faa en kvælende Fornemmelse. Spændes modsat Bringestykket for lavt ned, vil det, ved at ride over Skulderleddet, hindre Bovens fri Bevægelse og let afstedkomme Hævelse og Omhed omkring nævnte Led. For snæver Knmpte (eller Stavtræ) klemmer Hestens Hals, og er Kumpten for vid, vil den glide ud paa Skulderbladets ydre Flade hen imod den benede, noget fremstaaende Skulderkam. (Se S. 14). Er Hesten i en af disse Retninger fejlagtigt opselet, vil den modtage mere eller mindre smertelige Fornemmelser ved at lægge sig i Selen; den skræmmes derved, begynder med at gore°Vanfleligheder og ender ikke sjældent med at blive virkelig stædig. Hvilken Betydning Seletsjets Art og Anbringelse kan have for Hestens Arbejdsvillighed, kan skonnes af, at Heste, som udelukkende ere vænnede til *) „Kumpte" og „Stavtræ" ere jo kun 2de indbyrdes lidet forflellige Ændringer af et og samme Princip. fe