Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

 Kvæget. 256 Fjerdedel, og fsrst i Aaret 1878, ved Landmandsforsamlingen i Svendborg, fremstod Racenavnet „Rsdt danst Malkekvæg" som Udtryk for den Ensartethed i Form, Anlæg og Lod, der var bleven Resultatet af de nævnte Racers Udvikling og Sammensmeltning under danfle Forhold og Under ensartet Pleje og Brug. I Midten af Aarhundredet var Dkvæget, hvis Oprindelse var noget forskelligartet og ikke ganske nøje kendt, meget smaat og som Regel ilde bygget med let Bryst, af- flydende Kryds og krogede Haser; det var hojbenet, kantet og i det hele noget forkrøblet. Farven var blegrod eller sortrod, undertiden sort eller broget. Det var en haardfor og nojsom Race, der i Forhold til sine ovrige Egenfiaber malkede godt. Paa Lolland, Falster og Sjælland, naar undtages Kobenhavnsegnen, var Kvæget tarveligst; det fynfle Kvæg var paa det angivne Tidspunkt, om end gennemgaaende simpelt, allerede paa flere Steder noget paavirket af de flesvigfle Racer, der dels direkte vare tilforte Fyn, dels havde efter- ladt en Del Kalve paa Gennemrejsen til København, hvor de i stort Maal sogtes af Omegnens Beboere for Mælkerigdommens Skyld. Ved Siden af denne Landrace, der navnlig havde hjemme hos Bønderne, som vare de egentlige Opdrættere, fandtes der paa Herregaardene, hvor man hovedsagelig købte Indskuddet, en Del jydfle og nogle flesvigfle Dyr. Paa de sjællandske Herregoarde traf man ikke lidt fynst Kvæg; de fynfle Bonder opdrættede ligesom de jydfie flere Kreaturer, end de selv brugte, hvorfor de solgte ikke alene Ungkvæg, men ogsaa ældre Koer. Skont jydfie og fynfle Koer vare de almindeligste paa Herregaardene, holdtes der dog ogsaa enkelte Steder andre Racer, saaledes vare, navnlig paa Sjælland, Berner- og Tyrolertyre og Afkom efter disse med fynske, jydste eller flesvigfle Koer ikke nogen Sjældenhed. Fra den saakaldte Faurholm Stamme, en Blanding af holstensk, svejtser, tyroler og spansk Kvæg, udgik mange Tyre, der havde gode Former. Indtil den Tid spillede Kornsalget den dominerende Rolle for Oboerne, Kvæget holdtes væsentlig for at omsætte Halmen i Gødning og blev næsten overalt kummerligt ernæret. Det var en ren Sjældenhed, at der ofredes Kraftfoder paa det om Vinteren, ligesom det kun fik lidt eller intet Ho; om Sommeren maatte det nøjes med de i Regelen tarvelige Græsgange; det kom tidligt ud om Foraaret og gik ude til sildigt Efteraar. Ofte var Kvæget saa usselt paa Slutningen af Vinteren, at det vansteligt kunde rejse sig uden Hjælp. Kælvningen indtraf i April og Maj Maaned; Kalvene fik kun lidt Mælk og maatte nojes med Græs, saa snart det paa nogen Maade lod sig gore. Et ordentligt Udvalg i Avlen var der ikke Tale om, særlig for Handyrets Vedkommende; Bønderne i hver By holdt i Regelen Tyr paa Skifte (Bytyr) 1 Aar ad Gangen, og dens Udseende skænkedes intet Hensyn; kunde den blot springe Koerne, var det godt. Under saadanne Forhold er det klart, at Kvægavlen ikke gik fremad, den havde ikke engang saa gode Be- tingelser for sin Trivsel, som Naturtilstanden vilde have frembudt; Resultatet kunde kun blive den lille, spinkle, ilde byggede, men haardfore og nøjsomme Race, som foran er bestreven. Den eneste Egenflab, Kunsten havde sogt at udvikle hos Dyret, var Mælke- ydelsen; man malkede nemlig Kvæget og lod det kælve i ung Alder, og derfor var Uveret forholdsvis godt udviklet. Bed Midten af Aarhundredet kom saa af forflellige Aarsager (forandrede Konjunk- turer, ændret Jordbehandling, Jordens Erstatningskrav o. s. v.) et fuldstændigt Omslag i Landbruget, hvorved Kvægholdet kom til at spille en ftørre, og Kornsalget en mindre Rolle end forhen. Det var i Begyndelsen kun de store Gaarde, der skiftede System, da de kunde gore det med øjensynlig Fordel; de kunde skaffe sig bedre Indtægt gennem Mælken end de mindre Jordbrugere, der forst senere traadte ind i samme Udviklings Spor. Paa mange store Gaarde kastede man sig nu med Iver over Kvægavlen, en fordelagtig Mælkeproduktion