Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

264 Kvæget. Knokkelbygning og de meget fine, indtil svagt byggede Individer. Uden at gaa til Iderligheder ere fine Lemmer, fint Knokkelsystem og fint, ædelt Hoved Egenstaber, vi sætte Pris paa hos vore Tillcegsdyr saavel af Malke- som Ksdrace. Men ogsaa Huden maa undersoges. Dennes Tilstand vil som Regel vise sig at staa i nøje Forbindelse med Aandedrcets- og Fordojelses- organernes Tilstand, og den vil derfor være et betydningsfuldt Kendetegn paa, hvor vidt disse Organer nmatte være kraftige og arbejdsdygtige, kort sagt, Hudens Tilstand og Egenstaber ville kunne sige os, hvor vidt vedkommende Dyr er et triveligt Individ eller ej. Huden bor undersøges paa begge Sider, da den sjælden eller aldrig vil frembyde samme Egenstaber paa begge Sider. Hovedvægten lægges paa Hudens Blodhed og Elasticitet og den storre eller mindre Lethed, hvormed den lader sig fatte af Haanden; mindre Vægt lægges paa dens Finhed (tynd Hud). Den bløde, svulmende og lose Hud tyder paa Velvære, Sundhed, Kraft og Trivelighed, de indre Organers fuld- stændige „i Orden væren" og Dyrets Tilpasning i sine Omgivelser. Den haarde, fast- liggende Hud tyder paa Utrivelighed, eller naar den er meget haard og træagtig endog paa Sygelighed (eller paa at Dyret ikke er akklimatiseret). Med den blode Hud folger gerne et blodt, men ikke altid „fint" Haarlag. Fint, kort Haarlag og tynd Hud ere ikke altid Tegn paa Trivelighed; thi disse Egenskaber kunne fremkaldes ved en vidt dreven Hudpleje og hoj Varmegrad i Stalden. En tyk, grov og fast Hud med stridt, groft Haarlag tyder ikke ligefrem paa daarlige Dyr, men den vidner, selv naar den findes hos kraftige, velbyggede Dyr, om et trevent Stofskifte. Vedkommende Dyr kan maafle være meget haardfort, men triveligt er det næppe. Erindres bor det, at Huden hos magre, om end ædle og produktive Kreaturer, ofte kan ligge noget fast, og at den altid, paa samme Dyr, vil være desto losere og blødere, jo bedre Foderstanden er. Gaa vi herefter over til at omtale Udvalget ved henholdsvis Malke- og Kodkvceg, da falde Kravene til Avlsdyrenes Egenskaber selvfslgelig her hsjst forskellige. Tillægskoen af Malkekvæget maa vcere en god Malker. Den maa ved Tilstedeværelsen af store Moelkeorganer og af de saakaldte Malketegn vidne om, at her er Mælkeproduktionen Hovedsagen. Hertil horer saaledes et stort, velformet og blodt Iver, der for Malkningen er struttende og spændt, efter Malkningen flapt, sammenfaldet; det maa vcere klædt med en blod, los, fin og tyndt behaaret Hud med fremtrædende Aaresorgreninger, og være forsynet med vel ansatte Patter af Middelstørrelse. De saakaldte Mcelkeaarer (to Blod- aarer, der paa hver sin Side af Bugens Midtlinie fra Averet lobe fremefter under Bugen for derefter mere eller mindre langt fremme at gennembryde Bugvceggen) ville hos den fortrinlige Malkeko vcere store, spændte og stærkt bugtede, gaa langt frem, og Hullet, gennem hvilket de passere Bugvæggen, det saakaldte Mcelkehul, vil vcere stort, dog svarende til Aarerne af forflellig Størrelse paa de to Sider. Oste er der flere Huller paa hver Side. Iverets, Aarernes og Mcelkehullernes Tilstand er saaledes i forste Linie Udtryk for en mere eller mindre omfattende Virksomhed i Mcelkeorganerne og saaledes det vigtigste og egentlige Kendemærke paa Koens mcelkegivende Evne, det er virkelige Kendemærker paa en god Malkeko — direkte Malketegn.