Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

 266 Kvcrget. Tyren maa selvfolgelig ligesom Koen være præget af Racens Brng, men vi maa her ubetinget fordre en kraftig og harmonisk Bygning som Avlsdyr. Vi ere i saa Henseende mere nøjeregnende end over for Hundyret, hvor vi netop af Hensyn til vore bedste Malkekoer nu og da maa se lidt igennem Fingre med en mindre regelmæssig — men ikke svag — Bygning. Ogsaa hos Tyren af Malkerace onfle vi det „mandige" Præg tydelig udtalt. Idealet er ingenlunde, at vore Malketyre i deres Ådre skulle nærme sig saa meget som muligt til Koen. Hos Kodkvceget er det forst og fremmest den regelmæssige, sluttede og fyldige Form i Forbindelse med den dybe og brede Krop og den fine Knokkelbygning, vi forlange. Præget er her et ganste andet. Ogsaa her ville vi have det fint, men i Stedet for det noget tørre og markerede hos Malke- kvæget kommer det hos Ksdkvæget an paa det fyldige i Formen, der siaber de jævne, regelmæssige Linier. Her gaa Opdrættet og Underholdet nd paa at lede Stofstiftet saaledes, at den optagne Fode omsætter sig i Kod og Fedt, altsaa Dannelse af en fyldig Muskulatur og et fedtfyldt Bindevæv, og heraf bliver Folgen: Et bredt Bryst, en fladere og bredere Manke, en lige, bred Ryg, bred Lænd og fladt, jævnt og bredt Kryds, fyldige, ksdfnlde Laar. Huden maa være blod, men gerne tykkere for Fslelsen, da Bindevævet er rigeligere og stærkt fedtfyldt. Mcelkeorganerne ere tilbagetrængte i Udvikling, Iveret lille, og Mcrlkeaarerne smaa og indkapflede i Fedt i Bindevævet. Saaledes er Kodkvceget hojst forstelligt fra Malkekvæget, en naturlig Folge af Brugen, og dette bor man ved Udvalg af Tillcegsdyr fsrst og fremmest være klar over. Hermed er der i Korthed peget paa de Hovedsynspunkter der i sin Almindelighed bsr Deere afgsrende ved Udvalg af Tillcegsdyr, og naar man i Henhold hertil udvælger de bedste Individer til Avl, dem, der i fuldeste Maal have Racens gode Egenstaber, dens Præg o. s. v., da er man selvfolgelig inde paa den rette Vej. — Skal der imidlertid blive den Fremgang i Avlen, vi snfle, da maa der mere til, da maa vi have mere at bygge paa end det, vi ligefrem kunne se os til. Vi udvælge de bedste Avlsdyr, fordi vi vente, at deres gode Egenskaber skalle komme igen hos Afkommet. Men vi vide jo, at af to Dyr, lige gode at se til, kan Afkommet blive hojst forstelligt, ja at det tilsyneladende mindre gode Dyr ofte giver det bedste Afkom. Dette vil jo med andre Ord sige, at Afkommet ikke blot tager Arv efter Forældrene, men at de forudgaaende Slægtled her ndsve en mægtig Indflydelse. Skalle vi altsaa kimne foretage et Udvalg af Avlsdyr saaledes, at vi med grundet Haab kimne imsdese et godt Afkom, da maa vi kende vore Avlsdyrs Familie- forhold, deres Afstamning. Derfor er Stambogsforingen en saa betydningsfuld Loftestang for Avlen. Ikke alene lærer man gennem denne nøjere at kende Avlsdyrenes ydre Egenflaber og deres Nedarvningsevne, men der vil ogsaa ved denne efterhaanden kunne indvindes Er-