Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

268 Kvæget. begynder, afgive Fortænderne ikke nogen paalidelig Maalestok for Alderen. Denne kan flsnnes noget af Teendernes Slid, men dette Skon er upaalideligt. Frembrudet af de 3 bageste, de blivende Kindtænder yder derimod en bedre Vejledning; naar Kalven er ca. 6 Maaneder gammel, kommer den forste blivende Kindtand frem, den anden ved 15 Maaneders Alderen, og den sidste (Nr. 6 i Rækken, regnet forfra bagtil) henved 2 Aars Alderen. Ved samme Tid, altsaa naar Kvien er ca. 2 Aar gml., fliftes det inderste Par Mælke- fortcender og erstattes af blivende Fortænder, de saakaldte „brede" Tænder, og nu fore« gaar Skiftet af de ovrige Fortænder med 1/2 Aars Mellemrum, saa at der er udfliftet ved 3Vs Aars Alderen. Skiftet af Fortænderne kan variere en Del alt efter Racen og en langsommere eller hurtigere Udvikling. Tidligt udviklede Dyr skifte for end Dyr med mere langsom Udvikling. Variationen kan anslaas til ca. 6 Md., saaledes at den tidlige Skiftning for det inderste Par Fortænder falder i 1 Aar 9 Mdr.s Alderen, sildig Skift- ning forst, naar Dyret er 2 Aar 3 Mdr. gl., og saaledes fremdeles for de ovrige Tænders Vedkommende. Mælkekindtænderne afloses i samme Tidsrum som Mælkefortænderne, og godt 3 Aar gl. har Kvæget alle sine blivende Kindtænder. Kun indtil Tandsiiftet er endt, kan Dyrets Alder med temmelig Sikkerhed iagttages; siden har man kun Tand sliddet at gaa efter, og da dette kan være hojst forflelligt i samme Alder, er det et meget usikkert Kendemærke. Men for Koernes Vedkommende har- man saa Ring dannelsen paa Hornene, idet der, for hver Gang Koen har været drægtig, fremkommer en Ring. De fleste Kvier kælve forste Gang i 2 Aars Alderen og dernæst som Regel en Gang uartig. Ved da at tælle Ringene og til deres Antal lægge 2, vil man med temmelig stor Sikkerhed kunne bedomme Alderen. — Ved Kastning og Overlobning vil der kunne indtrcede nogen Uregelmæssighed ved Ringdannelsen, idet Ringen enten bliver lille eller flet ikke fremkommer, men der vil da i sidste Tilfælde være et langt glat Stykke Horn fra den sidst dannede Ring, saa at slige Uregelmæssigheder næppe ville give Anledning til Fejltagelser af nævneværdig Betydning. C. ÄMtMlens praktiske Ledelse. Ved Harald Branth til Sdr. Elkjcer. I. Brunst og Parring. Brunsten indfinder sig som Regel hos Koen 4 å 5 Uger efter Kælvningen som oftest paa en ret iøjnefaldende Maade ved, at Dyret viser sig uroligt, og der afgaar ofte ret betydelige Mængder Slim fra Borsteden. Det er dog ikke alle Koer, der vise tydelige. Tegn paa Brunst, særlig ikke naar Tyren ikke er til Stede. For at forebygge, at saa- danne mere fljulte Tilfælde flulle gaa upaaagtede hen, idet det som oftest er af Vigtighed at benytte den belejlige Brunst, bor Tyren en Gang daglig fores ved Haanden langs med Koerne, saavel naar de staa paa Stald, som naar de ere paa Græs. Derved vinder man ikke alene at opdage alle de brunstige Koer, men man fremmer tillige Brunstens Fremkomst, hvilket atter foranlediger en tidligere Kælvning, hvilket som Regel eftertragtes som mest okonomifl. Det anses dog ikke for heldigt at benytte en for tidlig indtrædende Brunst, fordi Erfaringen viser, at Parring i saa Fald som oftest ikke folges af Befrugt- ning. For 5 Uger efter Kælvningen bor Tyren ikke fores til Koen, og man vil sædvanlig staa sig ved at lade 6 Uger være Regelen, da Befrugtningen saa vil være sikrere. Har Koen kastet, eller der har været anden Uregelmæssighed ved Kælvningen, maa ovennævnte Tid endog snarere overskrides, og Tyren i ethvert Tilfælde ikke fores til Koen, for alt Flod fra Borsteden er ophort. Det vil altid være rettest efter uregelmæssig Kælvning at lade den forste Brunst hengaa ubenyttet, idet den anden viser sig at to ære langt heldigere.