Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

270 Kvceget. *) Se „Jydsk Husdyravl" Nr. 10, 1893. ved at bett bliver mindre frugtbar. Mere end 1 vellykket Spring bor Koen ikke have; en Gentagelse skader Koen mere, end det gavner, sikrer ingenlunde Drægtigheden og svækker Tyren. Hvor man ikke har en Probertyr til, som foran anført, at prove Koerne med, maa Springtyren gore det, inden den bedækker nogen af Koerne, og ikke bagefter. Hvis Befrugtning ikke har fundet Sted, indfinder Brunsten sig gerne atter efter 3 Ugers Forlob. Man regner almindelig 1 Tyr til 100 Koer, men dette er temmelig meget, fordi Bedækningstiden særlig falder i Lobet af 3—4 Maaneder. 80 Koer til en veludviklet Tyr er mere passende. Hvor man danner Stammer, maa der benyttes langt flere Tyre for derved at udvikle de forstellige Anlæg og Egenskaber, eftersom ikke enhver god Tyr og god Ko passe lige godt sammen til Avl, og onskeligt vilde det være, hvis Kvcegavlerforeningerne ogsaa kunde tage Sigte herpaa. II. Drægtigheden varer almindelig 40 Uger, den kan endes paa 240 Dage, og man har endog Eksempel paa 228 Dage; den varer hojst 321 Dage. Koen skal altid behandles med særlig Varsomhed, naar Drægtigheden nærmer sig sin Afslutning; Ydre Stod, Vold og stærk Forskrækkelse kan foranledige for tidlig Fodsel. Aarsagerne til Kastning kunne i øvrigt være mange. Daarligt Drikkevand, usundt og fordærvet Foder, for knap Ernæring (særlig hos Kvien og hos ikke stærkt udviklede Malkeracer), Rimfrost, daarligt Leje samt Smitte i Besætningen. En Ko, der har kastet, bor derfor altid fjernes fra Besætningen, og er Kastningen, hvad man helst bor forebygge, siet i Stalden, maa Baasen renses godt og helst udflylles med Karbolvand, og Dyret maa ikke komme tilbage, for alt Flod fra Boren er ophort. For at forebygge, at indkobte Koer kaste Aaret efter, at de ere indsatte i Besætningen, kan det tilraades at lade hengaa et Par Brunstperioder ube- nyttede; derved vænnes Dyrene nemlig til de ny Forhold (bl. a. og især til en stærkere Fodring end de som oftest tidligere have været Genstand for), og Kastning som Folge af en pludselig, uvant Blodfylde i Konsorganerne vil da lettere undgaas. III. At Fødselen nærmer sig, mærkes ved, at Yveret er blevet stort, Patterne spændte, Senerne ved Haleroden slappede, og ved at Koen bliver urolig. Fodselen forlober under normale Forhold paa en Times Tid. Saa snart den vandfyldte Blære, „Vandkalven", er kommen til Syne, bor man undersøge, om Kalven ligger rigtig, med begge Forbenene fremme og Hovedet paa disse. Biser der sig Uregelmæssighed, skal denne hæves, om for- nødent ved Tilkaldelse af Dyrlægen. Men er alt i Orden, overlades Koen til sig selv; den foder bedst, naar den er ene og har Ro; kun naar det viser sig, at den ikke magter Fodselen uden Hjælp, bor saadan ydes og da ved med stor Varsomhed at trække i Kalvens Ben nedefter, hver Gang Koen forer paa. Som Regel vil Koen fmme klare sig selv, og dette er heldigst, selv om Fodselen derved varer noget længere. Undertiden fodes Kalvene baglængs, hvilket opdages ved den forste Undersøgelse, og da er Hjælp mere fornoden, fordi Kalven lettere dor under Fodselen, naar denne, saaledes som oste i dette Tilfælde, varer for længe. Kvierne ere længere om at fode end Koerne, fordi Fodselsvejene ere mere trange, og Baandene fastere, hvorfor man bor lade dem have længere Tid dertil; utidig og for tidlig anvendt Hjælp kan have skadelige Folger. Den almindelig anvendte Maade, at lade Koen fode i Baasen, er af mange Grunde forkastelig baade af Hensyn til Moderen og Kalven. I enhver Stald bor der være et Rum ca. 20 Alen*) (ca. 121 /, Meter) stort, hvori Koen lukkes ind inden Kælv' ningen. Gaar Koen lss, er den fri i sine Bevægelser og foder lettere; den vil da straks slikke Kalven ren og tør, og det nyfodte Dyr vil kort efter soge til Yveret og tage den forste Mælk, der ved sin ejendommelige Sammensætning danner en Overgang mellem den