Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Kvægavlens praktiske Ledelse. 273 have bedst af at gaa lose og en Gang daglig drives ud i det fri; den friste Luft og Bevægelsen indvirke særlig heldig paa de unge Dyr, give Kraft og Fylde, Dybde og Bredde. Opdrætteren maa aldrig glemme, at frist Luft er nok saa vigtig som godt Foder; tages ikke dette Hensyn, kan man ikke vente at faa gode, sunde og trivelige Dyr, af hvilken Grund man, foruden Bevægelsen i det fri, maa sorge for, at Staldrummene ere luftige og ikke for varme. Desuden er godt Drikkevand saavel Sommer som Vinter en Hovedbetingelse for Sundhedens Bevarelse. Frist Luft og sundt Vand er Nr. 1. Tyrekalvene gives samme Behandling som Kviekalvene, dog vil lidt stærkere Foder som oftest være heldigt i det forste Aar, og fra 1 Aars Alderen ville 2 Skpr. Rodfrugt, 2 Py. (1 Kg.) Havregrut og 6 Pd. (3 Kg.) Hø være passende, og det maa erindres, at frist Luft, godt Vand og megen Bevægelse ogsaa for dem ere nødvendige.*) For alt Opdræt er en jævn, gradvis Udvikling uden „Spring i Ernæ- ringen" en Hovedbetingelse; det giver aldrig et godt Resultat at have halvfede, mælkedrukne Kalve, der aargamle ere blevne magert og vommet Ungkvæg; dette hænder ofte, og Grunden er da gerne en mangelfuld, utilstrækkelig Sommerernæring. Raades ikke over en god Sommergræsning, kan en stor Lobegaard, hvori Kalvene fodres med Gront, erstatte denne, men Resultatet bliver sjælden saa godt. Ved at tøjre Kalvene den forste Sommer, vcrnnes de til at lade sig trække, der kan saa desuden bedre vaages over hver enkelt Kalvs Udvikling, men det er ogsaa mere kostbart. Ved cvenstaaende er der taget Sigte paa Opdræt af Kvier til Mejeribrug, som skulle kælve i 2J/2—3 Aars Alderen; skal Kælvningen foregaa i 2 Aars Alderen, vil en noget stærkere Fodring være at anbefale, og særlig maa Sommergræsningen det andet Aar være saa rigelig, at Kvierne, naar de indbindes paa Stald, ere i en kraftig Foderstand. Kalve af K od race maa ernæres rigeligere end Kalve af Malkerace, men de samme Principper ved Opdrættet følges. Det er af endnu ftørre Vigtighed ved den Slags Opdræt, at Dyrene aldrig forsættes i Væksten, og de maa aldrig blive magre. Hvor meget stærkere de skulle fodres, kan ikke angives bestemt; thi det vil bero paa Stammens Trivelighedsgrad, dog maa det altid paases, at Dyrene ere i en jævn kraftig Udvikling. Ved Opdræt af Fedekvcrg (Slagtekvæg) folges de samme Principper, men Foderet maa da være rigeligere, saaledes at Dyret stadig gaar frem i Huld, og det maa aldrig blive magert. Hvor stærkt man stal fodre, vil bero paa, hvilket Maal man stiller sig — enten man vil have Dyret færdigt til Slagtebænken i iy2 Aars, 21 /2 Aars, 372 Aars Alderen eller senere. iy2 Aars Fedning er, naar alle Forhold beregnes rigtigt, den mest fordelagtige, men ogsaa den vanskeligste, og den kan kun udfores med stærkt udviklede Stammer. Saadanne Dyr maa have 16 Pd. (8 Kg.) sod Mælk den forste Maaned, senere mindst 20 Pd. (10 Kg.) skummet Mælk i ca. 7 Maaneder, 2—3 Pd. (1—1 Vs Kg.) Kraftfoder foruden Roer og Hs og fodres saaledes, at „Kalvekodet aldrig tabes"; de maa staldfodres saavel Vinter som Sommer. — Ernæringens Rigelighed aftager i samme Forhold, som Tids- punktet for Fedningens Slutning udflydes, men hvis man ikke arbejder nred meget udviklede Federacer, ville 3y2 Aars Dyr give bedre Resultat end 2*/2 Aars, da de yngre Dyr, særlig Studene, vokse for stærkt i 2 Aars Alderen og ikke have Evne nok til at lægge Kod og Fedt paa Kroppen. Tandskiftet vil ogsaa under Fedningen genere de 2*/2 Aars Dyr mere end de ældre. *) Maaste er den Mustelbevægelse og Anstrengelse, som Dyrene maa udvikle ved at fortære Roerne, og som giver dem en Slags Bevægelse, ikke helt uden Betydning.