Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning
Forfatter: H. Goldschmidt, T. Westermann
År: 1895
Forlag: Ernst Bojesens Forlag
Sted: København
Sider: 541
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
274
Kvæget.
or T TCs"n9e W Anvendelse til Avl. En for tidlig Anvendelse af de unge Dyr
til Avl er under alle Forhold forkastelig. Den svækker Individet, og Nedarvningsevnen
er altrd svag hos ganske unge Dyr. Tyrene Bør ikke benyttes til Bedækning, selv om
de ete kraftigt udviklede, for de ere henimod 2 Aar gamle, og selv da maa Anvendelsen
være meget maadeholden og ikke oftere end allerhøjst 2 Gange daglig. For en to Aars
Tyr ville aO Koer være Passende, en 2%-3 Aar gammel Tyr vil kunne besorge 80 Koer
men det maa erindres, at Koantallet har mindre at sige, det kommer mest an paa, at
Antallet af de daglige Be dækning er ikke overskrides - aldrig otier 3, selv for
fuldt udviklede Tyre. (vS Kvægavlsforeningerne blive de to Aars Tyre anvendte alt for
stcrrtt, og det er sikkert Grunden til de mange Uheld, der haves med disse, og til at de
gaa for trdligt af. Det vilde i Længden være billigere, og Resultatet vilde blive bedre,
hvrs Kvægavlsforenlngerne i Stedet for 1 anflaffede 2 Tyre, derved vilde den yngste kunne
skaanes og holde ud saa meget længere).
For Koernes Vedkommende er det vanskeligere at give nogen bestemt Regel, det
beror her saa meget paa Dyrenes Raceanlæg, Udvikling og paa, hvor stærkt de ere fodrede
under Opvæksten, hvorfor man ogsaa kan vende Sporgsmaalet om og sige, at Kviens mere
eller mindre kraftige opdræt beror paa, hvor tidlig man tril, at den skal kælve, oa paa -
hvor ensldlgt udviklet Kvæg man har med at gore. Her maa det nemlig erindres, at
fin" ^Elvurng (t 2 Aars Alderen) er en mægtig Hjælp i Opdrætterens
uhh ? ™ ? °9 trunte Mælkeydelsen hos Kvceg, der ikke er ensidigt
dviklet i Malkeretnrng, navnlrg naar man arbejder med Individer, der ikke give
Ubøjelighed til at lægge Kød og Fedt paa Kroppen. Men hos
det ensrdrgt udvtklede Kvæg, hvor omvendt Tilbøjeligheden til at malke Kodet af sig er
rl Stede, der vrl den trdlrge Kælvning, idet den yderligere fremmer Mælkeydelsen, sam-
tidig bedrage hl at svække den alt r Forvejen paa Grund af Racens Udvikling tilstede-
vwren^ fme Bygning, fvm Brugen af Dyrene »il gøK J rore JZ ’
rette efter GeSX’ r, 0,,btættett Behandling ,°m K«lvmngStidm maa
lette sig ester, hvrlke Racer og Stammer man arbejder med, oa efter de stedliae ernæring-
brættet maa derfor heller ikke tages som en Recept, men kun som en Antydning af en
almindelig Rege, der maa ændres efter de forflellige Forhold, hvorunder der arbejdes.
- . °lle Forhold maa der sorges for, at Kvien er i god og kraftig
Foderstand, ruden den kælver. Er Kvien ikke nok udviklet i Retning af Mælk
Endens maadeholden Fodring efter Kælvningen tvinge den til at malke
*f !9' ®rC M°lkeanlæggene derimod til Stede, vil det ikke være tilraadeligt, at
lade Kvren (hvad den t saa Trlsælde har Tilbøjelighed til) malke sig mager; det vil svække
”T u 8 ^lkeudbyttet. Naar en Kvie efter anden Kalv giver mindre
Udbytte end efter forste, hvrlket rkke er ualmindeligt, er dette et Bevis for, at den er
bleven standset t Udviklmgen, og at Ernæringen har været for svag. Kvien skal aive
mere ».H efter 2dm °>,d ester Ifteito, .. « bet ifte Tigger
maa ænbre§‘ ®et maa indres, at „Opdrættet" ikke er endt, før Koen er
hlbt iibbtHet og at Kvien med 2den Kalv trænger til særlig stærk Ernæring
rdet den skal 1) yde Mælk, 2) ernære Fosteret og 3) udvikle Kroppen.
udviklkdeM^ Üt loranstaaende vil det indses, at man nok kan lade Kvier af ensidigt
Uæ r ^0 kælve som to Aars, s aafremt de stedlige Forhold tillade en
Dyret lmrer [ f<?r °9 eftcr Kælvningen; thi man risikerer, hvis
Dyret horer trl en hoftstaaende Malkestamme, ikke, at den rigelige Ernæring virker hem-
mende paa Kønsorganernes Virksomhed eller giver Anledning til, at Dyret udvikler Fede-
evnen paa Bekostnrng af Malkeevnen (jvnf. S. 53 og S. 57). Men paa den anden Side