Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Kvægets Ernæring, Stygt og Pleje. 275 vil en senere Kælvning heller ikke kunne svække Malkeanlæggene hos Dyr af udpræget Malkestamme, og derfor vil det sikkert alligevel være tilraadeligt at lade i det mindste en Del af Kvierne blive 21/2—3 Aar, inden de kælve. Det vil koste noget, men ikke meget mere; thi andet Aar kan og bor Kvien uden Kalv fodres billigt, og den ældre Kvie vil til Gengæld yde mere Mælk end den yngre kcelvende, ikke alene efter forste, men ogsaa ester de folgende Kalve. At de ældre Kvier stulde være vanfleligere at faa drægtige end de yngre, passer næppe, naar Foderstanden i Bedækningstiden er passende, tværtimod synes Overløbere og Kastere at være sjældnere blandt 2den Kalvs Kvierne hos de ældre kælvende end hos Kvier, der kælve forste Gang som to Aars. Imidlertid vil det billigste og som oftest mest praktifle være at lade de tidligt fodte, kraftigt udviklede Kvier kælve som 2 Aars, de senere fodte som 2l/2 Aars, og naar Valget gores med Skonsomhed, vil det ogsaa give gode Resultater. Det skal dog tilføjes, at Fordelen ved Besætningens tidlige Kælvning kan være et Moment til at foretrække 3 Aars Kælvning for de tidlig, 2*/2 Aars for de senere fodte, da det ofte ikke er let at faa de toaarige Kvier tidlig med Kalv. Hvad enten man imidlertid vælger Kælvning i 2 eller 3 Aars Alderen, maa Dyr, der flulle blive gode Malkere, altid kælve, inden Legemsudviklingen er afsluttet; thi kun da kan man, medens Væksten af Legemets forstellige Dele endnu er fremtrædende, tilveje- bringe en stærk Udvikling af Mælkekirtlernes væsentligste Dele (jvnf. S. 68). Men Op- drætteren maa dog stadig huske, at den stærke Brug, der gores af Malkekoen, og den Maade, hvorpaa den behandles, modarbejder Bevarelsen as en kraftig og god Bygning, og det er derfor af den storste Betydning, at Dyret udvikles kraftigt og sundt, inden det tages i Brug. Hvad angaar Kødkvæget, da vil den to Aars Kælvning være en Nødvendighed for at sikre sig Drægtigheden (jvnf. S. 57). Det kraftige Opdræt, der gives disse Dyr, vil modarbejde Svækkelsen ved tidlig Kælvning, hvilken, da disse Dyr kun yde lidt Mælk, ikke har den for Sundhed og Bygning nedbrydende Virkning, som hos Malkekvæget. I) . Kvcegets Erncrring, Rogt og Pleje. 1. Uvcegets Crnlrrmg. Ved Forstander A. Svendsen. a. Sommerfodringcu. Kvægets naturlige Sommerfoder er Græs, og dette benyttes som Regel ved Afgræsning, enten i los Drift eller i Tojr. Det forste er det sundeste for Dyrene og passer ogsaa bedst, hvor man har naturlige Græsgange, hvorimod Afgræsning i Tsjr benyttes mest, hvor man kun har Agermarker at græsse paa. Men Under de sidst nævnte Forhold er det meget vanskeligt at flaffe lige godt. Græs gennem hele Sommeren. Man kommer Maalet nærmest ved at græsse hurtigt over Marken og altid begynde Afgræsningen, medens Græsset endnU er temmelig spædt. Men selv ved den fornuftigste Fremgangsmaade er det dog næsten umuligt at skaffe Kvæget en ligelig Ernæring gennem hele Sommeren, og derfor er det nsdvendigt at nd- jcvvne Manglerne ved at give Tilftild af Kraftfoder til de Tider, da Græsset enten er for knapt eller ikke kraftigt nok. For Malkekoens Vedkommende har man i Mcelkeudbyitet en god Maalestok for, om Græsset er tilstrækkeligt nærende; for Fedekvceg og Ungkvæg kunne jævnlige Vejninger af Dyrene give paalidelige Oplysninger. Landmandsbozen. IV. i g