Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

290 Kvæget. arbejde, som anses for saa lidet „adlende" som netop Malkningen. Men Skylden herfor kan, naar man skal være retfærdig, i de færreste Tilfælde kastes paa Malkepigerne. Ved en i andre Retninger forsomt Pleje bliver Malkningen nemlig meget oste et alt andet end propert Arbejde, og det er sor en væsentlig Del paa Grand af Urenlighedens demoraliserende Indflydelse, at den Stand, som forretter Malkningen, har gjort sig (uforskyldt) fortjent til den Ringeagt, den saa hyppig er Genstand for. Da imidlertid en omhygge- ligt udfort Malkning spiller en ftørre Ökonomist Rolle for Landmanden, end mange ane, vil det ikke alene være hnmane Hensyn, der opfordre til at have en særlig Opmærksomhed henvendt paa denne Side af Koernes Pleje. Malkning er ikke alene et Middel til Udtommelse af den i Iveret ophobede Mcelk, men er tillige et af de væsentligste Midler, ved hvilke man udvikler Malkeevnen til Fuldkommenhed. Kun hvis dette Arbejde til Stadighed Udfores med störst mulig Omhu, bliver Evnen til let at omsætte Foderet i Mælk saa fæstnet, at den bliver arvelig, og kun Under denne Forudsætning kan man danne Malkeracer. Ligesom Træning er en nodvendig Ovelse for Væddelobshesten, saaledes er Malkning at betragte som Gymnastik for Yveret. Udfores derfor Malkningen Uden Omhu, vil det ikke alene bevirke, at Koens Malkeevne svinder, men det kan endog let give Anledning til, at ftørre eller mindre Dele af Mælkekirtelen helt ophore med at give Mcelk. For ret at forstaa, hvor vigtig en vellldfsrt Malkning er, bor man vide, hvorledes Mælkekirtelen er bygget. Iveret eller Mælkekirtelen, hvis Virksomhed jo oprindelig alene gaar ud paa at lil- fore det nyfodte og unge Dyr en Næring, som ligner ben, det fik i Moders Liv, er en rodliggraa Kirtelmasse, der er omgiven af en med Fedt udforet Hudfold, og som er rigt forsynet med Aarer, Lymfekar og Nerver. Kirtelmassen bestaar (hos Koen) af 2 Halvdele, som ere adskilte ved en temmelig tyk Hinde (Bindevævshinde), som er en Fortsættelse af Bugens elastiske Hinde (se S. 18); denne Skillevæg kaldes Yderets Hængebaand; dette er nedentil fæstet til den Hud, der omgiver Kirtelmassen, og derved fremkommer den Længdefure, der ses langs Midten af Yverets Underslade. Hver Yverhalvdel er desuden omsluttet af en Hinde, der ligeledes stammer fra den elastifte Bughinde, og i hver af de 2 Yverhalvdele kan man sondre i det mindste et forreste og et bageste Parti, som i Regelen maa opfattes som 2 selvstændige Kirtelhobe*). Yveret bestaar herefter af 2 (undertiden flere) Par Kirtelhobe, af hvilke de forreste, især hos daarlige Malkere, næsten altid ere mindre end de lageste. Yveret er forsynet med Forlængelser, Patter, hvis Antal skarer til Antallet as de indenfor liggende Kirtelhobe. Disse sammensættes af et hindeagtigt Maskenet, som er delvis udfyldt af egentligt Kirtel væv (Kirtellapper). Maflenettet er for storste Delen en Fortsættelse af *) Hos gode Malkekoer med store Yvere kunne dog (iflg. Fürsten berg) enkelte Mælke- gange fra den forreste as de samsidige Kirtelhobe strække sig til den bageste og om- vendt, saa at der altsaa her ikke bliver Tale om en fuldstændig Adskillelse. Hos daarlige Malkere iagttages derimod intet saadant.