Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning
Forfatter: H. Goldschmidt, T. Westermann
År: 1895
Forlag: Ernst Bojesens Forlag
Sted: København
Sider: 541
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
292
Kvæget.
*) Flere af de Regler, ved hvilke man mere direkte tager Sigte paa Produkternes
Godhed, saasom Reglerne for Mælkens Behandling umiddelbart efter Malkningen,
ville blive omtalte i „Mcrlkerilceren".
Malkeevnen vil derfor — inden for visse Grænser — udvikle sig i samme
Grad, som ben diende Kalv er graadig, eller Malkningen vedholdende.
Paa Grundfag af Kendskabet til Iverets Bygning og Virksomhed kan
man opstille folgende Hovedregel for Malkning: Malkningen skal saa
vidt muligt nærme sig en graadig Kalvs Patning.
Ikke alene skulle Malkehaandgrebene (se nedenfor) fortsættes en Stund efter, at al
Mt ælten er udtomt, ligesom Kalven, naar den er meget sulten, vedbliver at suge, efter at
den har tomt Averet for dets Indhold; men ligesom Koen med Glæde finder sig i at
blive pattet af sit Afkom, saaledes skal Malkningen ikke blot opfattes af Dyret som en
Nydelse, det længes efter, naar Uveret er stærkt spændt, men Koen stal endog med Taal-
mod finde sig i Malkehaandgrebene, efter at den sidste Draabe Mælk er udpresset.
Fuldstændig Renmalkning af Iveret er nsdvendig, ikke alene
af Hensyn til Malkeevnens Udvikling, men ogsaa fordi den Mælk,
der sidst udmalkes, er den fedeste.
Dette beror paa, at Mælkens Fedtkugler, som ere lettere (mindre vægtfyldige) end
Mælkens ovrige Bestanddele, stige til Vejrs og indtage de hojst beliggende Dele as Averets
Hulrum og disses Fortsættelse, Mælkekamrene, Mælkegangene og de forgrenede Kirtelror.
Regler for Malkningens Udførelse. Disse kunne dels udledes af den ovenfor givne
Hovedregel, dels grunde de sig paa Fordringerne til Mcrlkeriprodukternes Godhed, men
de maa ogsaa opstilles og indprentes, for at Malkningen kan blive agtet lige saa hojt
som andre Arbejder, og for at den kan blive udfort med tilstrækkelig Omhu.
Reglerne ere i Korthed folgende:
Stalden maa være lys og proper.
Koernes Hud og Haarlag maa være velplejede (renholdte).
Koernes Leje (Baasen) maa være forsynet med tor, ren Strøelse.
De Kar, i hvilke Mælken opfanges, Malkespandene, maa være om-
1.
2.
3.
4.
hyggeligt rensede.
5. Hver Gang Malkningen af en Ko paabegyndes, maa Averet vg den
malkendes Hænder renses (Yveret med en tor Klud eller blod Svamp).*) At malke
med tor Haand er ubetinget tilraadeligt, for at Mælken kan blive mindst mulig forurenet.
6. Den malkende sætter sig paa hojre Side af Koen paa en trebenet Malke-
skammel eller paa en, der kun er forsynet med eet Ben og bærer en Rem, der kan fast-
gøres out den malkendes Ben. Den sidste Slags Malkestamler er især at anbefale, naar
man malker en Ko, der er noget urolig. For at faa fast Stotte under Malkningen,
stotter man gerne Panden mod Koens Bugvceg; ved at indtage denne Stilling
bliver det ogsaa lettere for den malkende at koncentrere sin Opmærksomhed paa sit Ar-
bejde. Malkespanden anbringes i skraa Stilling, fastklemt mellem Knæene.
7. Den malkende lader Hænderne glide let over Yveret og Patterne eller udforer
Malkehaandgrebene med saa let Haand, at ingen Mælk udpresses. Man kan ogsaa nogle
Ojeblikke ligesom trykke Averet fra Siderne og nedenfra og rulle Patterne
mellem Hænderne; men man maa ikke lægge for megen Krast i.
8. Uden at anvende mere Kraft end strengt nødvendigt paabegyndes nu selve
Malkningen. Men inden Mcelkestraalerne ledes i Malkespanden, trykkes en ganske lille