Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

300 Faa ret. II. Danmarks Faareracer. Det danske Faar har ligesom de fleste andre af vore Husdyr meget tidligt været Genstand for Forædling; det vil sige, allerede i det 16de Aarhundrede forsøgte man at forbedre det ved Krydsning. Der blev indfort Baabe engelske og „polniske" Faar, men det gik hermed som med næsten alle lignende Forjog i hine Tider: Resultatet blev saare ringe, saa at der saa godt som ingen Indvirkning naaedes paa den almindelige Avl. Den meget tarvelige Ernæring og den ringe Pleje, som Faaret ganfle sikkert i særlig Grad nraatte nojes med, modarbejdede enhver Fremgang, og i hvert Fald forholdt det sig faa, at der ved Begyndelsen af dette Aarhundrede næsten overalt kun fandtes et meget tarveligt Landfaar, forkrøblet og kantet af Bygning og derfor kun lidet ydende, men noj- svmt og haardfort. Ter kan dog nævnes 2 særlig med Hensyn til Storrelsen noget for- skellige Former: Det lille jydske Hedefaar og det egentlige danste Landfaar. Det lille j yd ske Hedefaar havde kun meget lidt Kod, lange, tynde Ben, en kort, spids Hale og fin Uld af ringe Længde. Et Slagtefaar gav 24—30 Pd. (12—15 Kg.) Kod og l*/3 - 3 Pd. (3A—l1/2 Kg.) Uld. De bedre Egne havde et noget større Faar, snarest repræsen- terende det egentlige Landfaar, saaledes som dette fandtes langt ind i dette Aar- hundrede. Det havde en længere Krop, mere runde Former og kortere Ben, men i Regelen mere strid Uld. Disse Faars Hoveddyd var Nojsomhed. De kunde soge deres Fode ude den meste Vinter, klarede sig godt paa Overdrevene og kunde endog nogenlunde doje de mange fugtige Jorder. Og Ulden var et godt Emne for Husfliden, da den let lod sig forarbejde baade til Vadmel og strikkede Sager, og et saadant Dyr krævede ikke meget til sit Under- hold, saa Flokkene kunde være store. Men efterhaanden, navnlig efter at Udfliftningen havde ændret hele Husdyrholdet, kunde selvfølgelig dette tarvelige Dyr ikke tilfredsstille, og dcr fandt derfor ret jævnlig en Tilforsel as fremmede Racer Sted. Dels blev der enkelte Steder etableret Stamschæferier med Renavl af forskellige Racer, dels blev der fra disse spredt en Mængde Vædere, som efterhaanden paavirkede Landfaaret. Dette blev paabegyndt omtrent ved Aarhundredets Begyndelse, og, fortsat i stadig stigende Maale- stok, havde det sin Virkning i heldig Retning, uagtet man stundom endog op til Midten af Aarhundredet kunde hore Klage over, at Landets oprindelige, nøjsomme, haardfore Faarerace var bleven odelagt ved de indforte fremmede, som let bukkede under, naar Uaar indtraf, og tilnied gav en daarlig Uld. Men efterhaanden bedredes Forholdene med Hensyn til Ernæring og Pleje, saa at den „gennemforte'Krydsning", som egentlig stadigt fandt Sted, virkelig kunde vise sin Virkning ved storre og mere værdifulde Dyr, og om- kring ved 1840 se vi almindeligt et Slagtefaar angivet til 60—80 Pd. (30—40 Kg.) Kod med 5-6 Pd. (272-3 Kg.) Uld. Navnlig var det Krydsning med Kod faar, der fik den væsentligste Betydning. Störst og tidligst har Marskfaaret under forskellige Navne — frisiske, ejderstedtske, hol- stenske eller fehmerske Faar — haft Indflydelse, navnlig i Jylland, tidligst i det sydlige og vestlige, og paa Fyn; men ogsaa de 2 engelske Racer, Dishley og Southdowns bleve benyttede i stor Udstrækning, især den førstnævnte, af hvilken der blev indfort mange til Schceferier, som nogenlunde hævdede Renavl. For Mejeridriften ret begyndte at florere, var der megen Interesse for Faareavlen. Ved den fik man paa en nem Maade dog nogen Indtægt, og.i de fleste Egne af Landet var det Kodfaar, man væsentligst lagde sig efter. Ved Dishleyblandingen forbedredes navnlig Kropbygningen, man fif storre Former og mere kødfulde Dyr, men man klagede over den grove Uld. Southdowns gav en bedre Uld, vare mindre og nøjsommere og passede derfor bedre for de magre Egne. Imidlertid blev dog Resultatet, at det gamle Landfaar efterhaanden helt forsvandt, og i enkelte Egne af Landet sindes der nu ret gode Faareformer, men sikkert er det dog, at