Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

306 Faaret. Uldbedommelsen var ved det spanfle Faar af særlig Vigtighed, og Kropbygningen traadte tidligere her fuldstændig i Baggrunden. I Udlandet, navnlig i Tyskland, gaa ganske vist den senere Tids Bestræbelser ud paa at oparbejde ogsaa denne ved dette Dyr, og der er i saa Henseende gjort væsentlige Fremskridt, men herhjemme ere vi temmelig uberørte af denne Bevægelse, da Avl af spanfle Faar jo, som nævnt, nu har en meget ringe Betydning her. Den spanfle Uld bedømmes med Hensyn til Finhed, Tæthed og Længde samt Jævnhed og Ensartethed. Som Hjælpemiddel anvendtes tidligere i den rationelle Avl forskellige, endog meget fine Instrumenter. Ved Ojemaalet er man dog i Stand til at faa et nogenlunde paalideligt ©føn. Finheden, denne den vigtigste Egenflab, hvoraf Prisen væsentlig afhænger, skonnes væsentligst af, om Ulden er stærkt bolget (kruset); jo finere Ulden er, desto mere Bølget vil den som Regel være. Tæthed og Længde, jævnhed og Ensartethed kunne ogsaa nogenlunde ved direkte Undersøgelse bedømmes af et otiet Øje. Er Faaret stærkt bevokset paa Hoved og Ben, er det Vidnes byrd om stærk Uldvækst i det hele taget, altsaa om megen Uld, og ere de svageste Uld- steder, Hovedet og Laaret, nogenlunde ensartede, kan man stole paa, at dette er Tilfældet i det hele taget. For ovrigt maa det ved Bedømmelsen erindres, at den fine Uld ved stærk Fodring bliver grovere, og tillige at Uldens Ujævnhed (Uldhaarene ikke ligge tykke overalt) fremmes ved uregelmæssig Ernæring. C. Faareavlens praktiske Ledelse. I. Brunst, Parring, Drægtighedstid og Fødsel. Kødfaaret foder i Regelen første Gang, naar det er 2 Aar gammelt. I smaa Faarebesætninger lader man ganste vist ofte velholdte, kraftige Lam bringe til Væderen 8-9 Maaneder gamle, men det- aaar i Regelen ud over Dyrenes Udvikling og Størrelse. I større Faarebesætninger indsættes som Regel Gemmerne i V/2 Aars Alderen i Moderfaarenes Flok efter Efteraarsklip- ningen sidst i September, og samtidig lukkes Væderen til, saa at Kæmningen ester den c. a Manneders Drægtighedsperiode kan begynde lidt for forste Marts. Man anvender nu altid fri Parring, da Faarets Begær i Regelen er svagt udtalt, og man opnaar derfor derved lettest Drægtighed. Vaderne maa ikke gerne bruges, før de ere 17, Aar gamle, skont der er rkke noget i Vejen for at lade et kraftigt Væderlam, som man gerne vil have Afkom ester, bedække 20 å 30 Faar. En fuldvoksen, kraftig Væder kan besorge 80 a 100 Faar, og det saaledes, at Lcemningen efter gunstige Bedæknings- forhold kan være tilendebragt paa ca. 3 Uger. Godt Vejrlig og passende kraftigt Huld af Faarene, uden at de ere fede, fremmer Bedækningen meget. Men da Brunsten er meget levende hos Væderen, bliver den i Regelen meget medtagen i Bedækningstiden, og det er derfor af Vigtighed, at den ved dennes Begyndelse er i godt Huld, snarest lidt fed, og vænnet til Græsningen. Man begaar ofte den Fejl, at Væderen, font jo Sommeren igennem maa holdes adskilt fra Faarene, tojres paa god, kraftig Agergræsning indtil Bedækmngstiden, men i denne maa nojes med det i Regelen tarveligere Græs som Moderfaarene godt kunne staa sig paa. Den bliver derved let for flap. Man har i Regelen ikke mange Overløbere i Faareflokken. Nogle bliver der dog altrd - som Gennemsnit for flere Aar af en større Flok Oxfordshiredowns paa Ncesgaard kan nævnes 7 pCt. - men man indskrænker disses Antal ved at flippe et kraftigt Bæderlam trl Flokken, efter at den egentlige Bedcekningstid er endt. Lægges der Bægt paa Salg af tidlige Lam i Foraarsmaanederne, kan Bedæknings- **be” godt rykkes 2 å 3 Maaneder frem, saa at man altsaa flipper Vcederen til i Jul: August Maaned. Parringen bliver da næppe besorget saa hurtigt som ved den niere natnrlrge Bedækningstid om Efteraaret, og der gaar i Regelen en 8—14 Dage